Isfolket 14 – Ridderen

Tristan Paladin var Isfolkets mest følsomme og dybt ulykkelige mand. Han havde meget lidt at leve for, indtil han mødte Hildegard, som blev slået og hundset med af sin mand, og som led af en livstruende sygdom. Ridderlig, som han var, ville Tristan hjælpe den stakkels kvinde. Og gennem hende fik han kendskab til en ond orden, som ofrede mennesker og, som planlagde at styrte kongen…

Dette er 14. bog i sagaen om Isfolket — om den onde Tengels efterkommere og deres pagt med djævelen.

BOGRUMMET gav bogen 4 ud af 5 stjerner og skrev:

“Ridderen” er endelig den længe ventede historie om Tristan. Den stakkels dreng som Gudrun Sortskov gjorde impotent og steril, som indtil nu har lidt alverdens sorger. Tristan er blevet drabant og tjener ved det danske hof. Han bor på Gabrielshus og er den sidste Paladin i den slægt. Altså forstået at der kun regnes med mandlige efterkommere, der bærer navnet videre gennem ægteskab og blodlinie.

Tristan har en beundrerinde, som er fanget i et ulykkeligt ægteskab. Selve forbindelsen er kysk og fin, eftersom fyrstinden er meget syg, men der opstår et meget fint venskab mellem de to, efter Tristan med isfolkets lægelige kunnen, hjælper fyrstinden. For fyrstindens lille datter Martina på 12–13 år, er der dog tragedie i vente. Længe har hendes onkel opsøgt hende om natten, da han har pædofile tilbøjeligheder og eftersom hendes far ikke bryder sig om hende, hendes kammerpige er fordrukken og døv og hendes mor er dødssyg, er lille Martina prisgivet den meget ældre mand. Endnu har han ikke skændet hendes dyd, men det er snarere tilfældighedernes spil end andet. Onklen har nemlig bildt Martina ind at hvis hun sladrer om ham, vil bøddelen hente hendes mor for en indbildt forbrydelse.

En dag kommer tjenestepigen ind til Martina og finder en tom seng og en masse blod og straks går eftersøgningen i gang. En eftersøgning der bliver taget endnu mere alvorligt eftersom den kongelige garde har opdaget et komplot mod kongen, planlagt af mænd med okkulte interesser. Der er en reel frygt for, at lille Martina er bortført, som et jomfruoffer.

Der er meget mystik og okkultisme i denne bog, hvor det endelig afsløres, hvad kræfterne som de guløjede stadig besidder, skal bruges til. Samtidigt får vi opklaret lidt om Ulvhedins oprindelse og sted i verden. Jeg var meget imponeret over Sandemos beskrivelse af Tristan. Efter at have fokuseret meget på de lidenskabelige medlemmer af isfolket, er det forfriskende at læse om én, der vel næsten kan betegnes som kedelig, stillet i sammenligning.