Niels Bohr er kendt i hele verden som en af historiens mest indflydelsesrige fysikere. Mange fortaber sig i hans utrolige viden om fysikkens verden og ser ikke de mange filosofiske overvejelser, der ligger bag alt, hvad han foretog sig. Den danske forfatter og filosof David Favrholdts bog “Fysik, bevidsthed, liv. Studier i Niels Bohrs filosofi” udfylder et hul i den danske forskning i Niels Bohrs filosofi og lader den komme til sin ret. Bogen er bygget på David Favrholdts mangeårige og indgående beskæftigelse med den store videnskabsmand og filosof.
David Favrholdt (1931–2012) var en dansk filosof, der skrev en lang række bøger om blandt andet bevidsthedsfilosofi, videnskabsteori og erkendelse. Han stod endvidere bag flere bøger om Niels Bohr. David Favrholdt uddannet cand.psych. og mag.art. i psykologi og filosofi. I 1966 blev han professor ved Odense Universitet, hvor han forblev frem til, at han trak sig tilbage i 2001 og blev professor emeritus.