Fysik, bevidsthed, liv. Studier i Niels Bohrs filosofi

Det, han hele tiden henviser til, er vores beskrivelsessituation. Vi er mennesker, der lever i samfund. Disse kan kun fungere, fordi vi kan meddele os til hinanden på en éntydig måde om tingene i vore omgivelser.

Bohrs betoning af at kvantemekanik og relativitetsteori kun kan forklares og forstås ud fra en éntydig brug af klassisk fysiske begreber og af, at klassisk fysik ligesom matematik er en slags præciserende forlængelse af dagligsprog, indebærer, at den anti-relativisme, som ligger i hans opfattelse af, at der ikke kan gives noget veldefineret alternativ til den beskrivende brug af dagligsprog, også kommer til at omfatte matematik og fysik i det hele taget.

Bohr opfattede dette som analogt til forholdet i matematikken, f.eks. ved udvidelsen af talbegrebet.

Matematikken kan derfor ikke betragtes som en særlig kundskabsgren opbygget ved indsamlingen af erfaringer, men må snarere ses som en forfinelse af sproget, der beriger det med midler egnede til at fremstille sammenhænge, der kun upræcist eller besværligt kan gengives ved daglig tale.«

Men til syvende og sidst skal de for skoleeleven, der ikke kender dem, forklares ved hjælp af dagligsprog. Og de eksperimenter, som man må gentage i undervisningen, for at eleven skal kunne indse begrebernes relevans og helt korrekte anvendelse, må også beskrives i dagligsprog. Der er en logisk-didaktisk orden i disse ting, som jeg skal komme tilbage til om lidt.

Den måde, hvorpå jeg her har valgt at gengive nogle hovedtræk af den, er måske ikke den bedste – af populære fremstillinger foretrækker jeg selv J. C. Polkinghorne: The Quantum World, som er enkel og konsekvent –

Kvantemekanikken er principielt uanskuelig, og at tro, at der f.eks. realt er en bølge, der pulserer omkring elektronen i dennes bevægelse (f.eks. om kernen i et brintatom) er lige så misvisende som at tro, at elektronen er en lille kugle i bevægelse med fastlagt sted og impuls til ethvert tidspunkt.

Egenværdierne svarer til de energiniveauer, som vi kender fra Bohrs mekaniske beregning af kvantebetingelsen for de stationære tilstande.

De er komplementære til hinanden, fordi de gensidigt udelukker hinanden og samtidig supplerer hinanden.

Fordringen om, at kvantefysikken skal give samme resultat som den klassiske fysik i disse overgangstilstande, kaldte Bohr for korrespondensprincippet.