Den forsvundne søster

Da Jack, Mary-Kate og jeg steg ud af bilen, kom John og Sinéad ud for at tage imod os.

“Jeg henter jer senere,” sagde Niall og blinkede til os, inden han kørte.

Da vi kom ind i køkkenet, vendte alle sig om for at se på os.

“Merry!” lød en stemme, og en buttet kvinde med stålgråt hår skilte sig ud fra mængden. “Det er mig, Ellen!”

“Hej,” sagde jeg og sank

dette møde varer. Så tager jeg toget tilbage til Dublin for at tilbringe lidt tid sammen med Ambrose. Og bagefter vender jeg tilbage til West Cork for at lære hele min familie at kende igen.”
“Det lyder dejligt, og som om det er på høje tid.”
“Vi var jo allerede

jeg kan bidrage til det, om end aldrig så lidt, med min viden og mine færdigheder, så vil det være alle årene i hamsterhjulet værd.”
“Jeg er virkelig ked af, at du ikke har været lykkelig, Pe

heller ikke helt godt. Jeg tror ikke, nogen af jer aner, hvor afhængig jeg – og hele husholdningen – er af Claudia.”
“Husk, at de fleste af de andre først slutter sig til os i Nice,” sagde A

efter whiskeyen af lyden af bagdøren, der gik op og i. Hun hørte trin på trappen og satte sig op med tilbageholdt åndedrag, indtil Finn kom ind på værelset.
“Åh, Nuala, Nuala …”
Finn vaklede hen til sengen og faldt praktisk taget n

det, at vi stadig skal sværge troskab til den forbistrede engelske konge?”
“Dit sprog, Nuala!” skændte hendes mor. “Gør det, Daniel?”
“Ja,” sagde Daniel, hvis begejstring var fuldstændig forsvundet. “Og en del af det nordlige Irland skal stadig være under britisk kontrol.”
“Kors da!” mumlede Fergus. “Hvordan kan Mick Col

mere om sygepleje i det sidste år, end jeg nogensinde kunne have lært af en bog, tænkte hun, mens hun cyklede hjem en aften.
Så travl som hun var, faldt hun let i søvn om aftenen, mens som

smilede til mig, og min frygt til trods var det vanskeligt at tro, at denne blide unge kvinde var ude efter mig.
“Tak, Tiggy. Sig endelig du og Merry.”
“Sid ned, mor.” Jack satte sig og klappede på sofaen ved sid

for, at du forlod Dublin. Jeg var klar over, hvad der foregik, men jeg følte ikke, at det tilkom mig at gribe ind. Du var jo voksen.”
“Skal jeg ikke lave en kop te?” spurgte Jack i den stilhe

skolen fik måske aldrig overtalt mig til at tro på Gud, hverken den katolske eller nogen anden, men det uskyldige nyfødte barn, der sover ovenpå, har gjort mere for at fremme min næstekærlighed, end de kunne klare på et helt liv. Jeg føler ikke, at jeg har gjort noget nævnevæ