Dødens Instrumenter 3. Englens By

Englen åbnede munden og spyttede. Eller sådan så det i hvert fald ud for Clary – som om Englen spyttede, og det, der kom ud af munden på ham, var en susende gnist af hvid ild, der kunne minde om en brændende pil. Pilen fløj direkte hen over vandet og begravede sig i brystet på Valentine.

„Berømmelse?“ gentog Valentine hæst. „Jeg har givet alt for denne sag. Min kone. Mine børn. Jeg har end ikke skånet mine sønner. Jeg har givet alt, hvad jeg har, for dette – alt.“

Det var Dødens Sværd. Det tegnede en sort lysstribe i luften, da Valentine stødte klingen ind i hjertet på Jace.

Det var Jonathans. Men han er død.“

Han landede på ryggen og lå og stirrede tomt op på himlen; vandet skvulpede omkring ham, og strømmen bar mørke tråde af blod med sig ned ad floden.

Jace glippede med de svidende øjne. „Så er du …“
„Jeg er Valentines søn. Jonathan Christopher Morgenstern. Du har aldrig haft nogen ret til det navn. Du er et genfærd. En hykler.“

et eventyr om en kongesøn, der var underlagt en forbandelse, som betød, at alle, han elskede, ville dø.

„Jamen bagefter boede Valentine jo i mange år på Wayland-herresædet,“ indvendte Clary. „Ville han ikke have fundet den?“
„Den var skjult i en anden bog. En, Valentine næppe kunne drømme om at kigge i.“ Magnus sendte hende et skævt smil. „Lette opskrifter for husmødre. Der er i hvert fald ingen, der kan sige, at din mor ikke havde humor.“

„Du –“ sagde Jace og sendte Sebastian et blik fyldt af væmmelse. „Du aner ikke, hvad du taler om.“

„Eller måske er det bare, fordi jeg har kysset din søster, at du har set dig gal på mig,“ sagde Sebastian. „Og fordi hun ville have mig.“

„Det er løgn,“ sagde Clary, men ingen af dem kiggede hen på hende. „Altså det med at ville have dig.“

„Hun har den her skægge lille vane – med at gispe, når man kysser hende, nærmest som om det kommer bag på hende, ikke også?“ Sebastian var standset lige foran Jace og stod nu og smilede som en engel. „Det er faktisk ret kært. Det må du også have lagt mærke til.“

Jace så ud, som om han skulle til at kaste op. „Min søster –“

„Din søster,“ sagde Sebastian. „Nå, er det det, hun er? Det skulle man ellers ikke tro, når man ser jer. I tror da vel ikke, at det går hen over hovedet på folk, hvordan I kigger på hinanden? I tror da vel ikke, at I kan skjule jeres følelser? I tror da vel ikke, at alle andre mennesker ikke opfatter det som sygt og unaturligt? For det er nemlig det, det er.“

„Så er det godt.“ Jace havde fået et morderisk udtryk i ansigtet.

„Hvad er det, du er ude på, Sebastian?“ sagde Clary. „Hvorfor står du og siger alt det der?“

Hvad i Englens navn laver du her, Clary?“ sagde han