Om efteråret

Men sagen er jo den at kampen er den samme, og at udfaldet bliver det samme, det er bare magtmidlerne der har forandret sig. For den svage kan ikke tilgive den stærke, det er meningsløst. Kun den stærke kan tilgive. At tilgive nogen er at fornedre dem, det er at få dem til at tabe ansigt. Hvis man tilgiver nogen, og de ikke taber ansigt derved, er man stadig et offer og den svage. Men tilgivelsens hemmelighed er at den opretter et sted, dybt inde i den enkelte, hvor ingen anden har magt, og hvis man først når derind, hvor andre mennesker betyder noget, finder man styrken som ingen kan tage fra en, og den styrke er det som gør det muligt at tvinge den anden i knæ gennem tilgivelsen.

Dæmringen er altid begyndelsen på noget, ligesom dens modsætning skumringen altid er slutningen på noget, og når vi ved at mørket i stort set alle kulturer repræsenterer døden og det onde, mens lyset repræsenterer livet og det gode, bliver disse to overgangszoner mellem nat og dag gestaltninger af det store eksistentielle drama vi er fanget i, noget jeg sjældent tænker på når jeg står ude i haven og stirrer på det gryende lys i øst, men som alligevel klinger med, eftersom det føles så dejligt at se på. For mørket er reglen og lysets dets undtagelse ligesom døden er reglen og livet dens undtagelse. Lyset og livet er anomalier, dæmringen deres stadige bekræftelse.

Men smerten er ikke kun uoversættelig fra menneske til menneske, men også i det enkelte menneske, for så snart smerten er ophørt, opstår den samme afstand i os: Vi husker at det gjorde ondt, og vi kan sige til os selv at smerten var som et mørke vi var sænket ned i, og sådan kan vi favne den med tanken, men tankerne eksisterer i en verden for sig hvor alt er let og immaterielt, for i det øjeblik smerten kommer tilbage, og det gør ondt igen, trækkes tankerne til side som et forhæng, og vi er endnu en gang i det egentlige: Åh nej, det var sådan det var.

For os fremstår forholdet mellem det indre billede og den ydre realitet som identisk, men en sjælden gang revner det, for eksempel når det gør ondt i noget der ikke findes, eller når vi får en klar og distinkt følelse af at vi tidligere har oplevet det vi oplever nu, det som kaldes deja-vu, og som ikke er andet end en lillebitte forskydning i identiteten mellem vores billede af virkeligheden og virkeligheden selv.

Drømmene tilhører et ældgammelt lag i os og udgør en form for bevidsthed som vi har til fælles med dyrene. Da jeg vågnede, tænkte jeg at det måtte være sådan vores verden er til stede i dem, at det er på den måde dyrene ser alle vores konstruktioner, alle vores skyskrabere, broer og fartøjer. For i drømmen betød olietankerne ingenting, de var der bare, samtidig med at indtrykket af dem fyldte hele mig.

. Og om morgenen her, når alle tre børn skal op, have tøj på, måske i bad, spise morgenmad, alle i forskelligt humør og på forskellige stadier, med forskellige problemer og glæder, er det at få alting til at glide, alting til at fungere, noget der kræver en viden som ikke står skrevet noget sted, som man ikke kan læse sig til eller studere, men som alle forældre besidder, måske uden at værdsætte det, netop fordi det er ærgerrighedens modsætning og ikke er koncentreret eller afgrænset, og heller ikke rettet mod noget der skal blive, en fremtidig triumf, og derfor næsten helt usynlig. Sådan virker erfaring, den aflejrer sig omkring jeget, som i takt med at det får flere muligheder, bliver stadig sværere at holde fast: Den klogeste ved at et jeg er ingenting i sig selv

Fingermanden forandrer mig til kropsdele, og kropsdelene til uafhængige skabninger, og eftersom det er en af mange mulige sandheder om virkeligheden, at den egentlig er uden tilknytning og fravendt, som et blindt øje, åbner legen for en afgrund. De andre er for små til at være truet, jeg er for gammel. Denne afgrund midt i verden står kun åben for dem som er midt mellem barnet og den voksne.

Fingermanden forandrer mig til kropsdele, og kropsdelene til uafhængige skabninger, og eftersom det er en af mange mulige sandheder om virkeligheden, at den egentlig er uden tilknytning og fravendt, som et blindt øje, åbner legen for en afgrund. De andre er for små til at være truet, jeg er for gammel. Denne afgrund midt i verden står kun åben for dem som er midt mellem barnet og den voksne

Det er stadig utænkeligt for mig at smide et æbleskrog væk, og når jeg ser mine børn gøre det – af og til smider de halvspiste æbler ud – fyldes jeg af indignation, men siger ikke noget, for jeg vil have at de skal bejae livet og have et overflodsagtigt forhold til det. Jeg vil have at de skal føle at livet er let at leve. Derfor har jeg også ændret min indstilling til æbler, ikke som en viljeshandling, men som et resultat af at jeg har set mere og forstået mere, tror jeg, og nu ved jeg at det aldrig handler om verden i sig selv, men kun om vores måde at forholde os til den på. Over for det hemmelige står det åbne, over for arbejdet står friheden.

Det er den erfaring jeg har fået af at arbejde i haven, der er ingen grund til at være forsigtig eller bange for noget, livet er så robust, det kommer ligesom i kaskader, blindt og grønt, og det er af og til skræmmende fordi vi også lever, men under en slags kontrollerede omstændigheder, som gør at vi frygter det blinde, det vilde, det kaotiske, mod solen sig strækkende, men som regel smukt, på en dybere måde end det visuelle, for jorden lugter af råd og mørke, vrimler med pilende biller og konvulserende orme, blomsterstænglerne er saftige, kronerne propfulde af dufte, og luften, kold og skarp, varm og fugtig, fuld af solstråler eller regn, lægger sig om den indevante hud som omslag af nærvær.