I den historiske roman «Manden på Hørsholm» udfolder Palle Rosenkrantz sin fortolkning og fortælling af Stormen på København den 11. februar 1659: Et slag under Karl Gustav-krigene, mens København var belejret af svenske tropper.
Palle Rosenkrantz, (1867–1941), startede sin forfattergerning efter en konkurs i 1898, hvor han opgav sin juridiske karriere til fordel for en tilværelse som erhvervsforfatter. Hans forfatterskab hører til samtidens allermest omfangsrige og spænder fra roman og drama til debat- og personhistoriske værker. Rosenkrantz slog dog især igennem som dansk pioner inden for krimigenren og udgav i alt godt et dusin romaner og tre novellesamlinger i genren. Siden 1987 har Det Danske Kriminalakademi årligt uddelt en “Palle Rosenkrantz-pris” til indstillede kandidater.