en hest. Men heldigvis gør man ikke den slags mod heste mere.
— Hvorfor gjorde man det dengang? spurgte Ginger.
— Fordi det var moderne! sagde den gamle hest og stampede i jorden. I min ungdom fandtes der ingen fine heste, som ikke havde halen kuperet, som det hedder.
— Det var sikkert også af hensyn til moden, at de spænder vores hoveder op på den frygtelige måde, som de pinte mig med i London, sagde Ginger.
— Selvfølgelig var det det, sagde Sir Oliver. Efter min mening er mode en af de værste ting i denne verden. Bare se, hvordan folk for eksempel behandler hundene, hugger deres haler af og spidser deres ører til, bare fordi det skal se moderne ud. Jeg havde engang en god ven, en brun terrier — Skye, blev hun kaldt. Hun var så glad for mig, at hun kun ville sove i min boks. Hun lavede sig en seng under min krybbe, og der fødte hun de fem dejligste hundehvalpe, man kunne se for sine øjne. Ingen af dem blev druknet, for de var mange penge værd, og hvor var hun glad for dem! I skulle bare have set dem, da de fik øjne og begyndte at kravle rundt. Men så en dag kom manden og tog dem alle med sig. Jeg tænkte, at han måske var bange for, at jeg skulle træde på dem, men det var slet ikke grunden. Om aftenen kom stakkels Skye slæbende tilbage med dem i munden, en efter en — ikke de små glade fyre som de ellers var, men blødende og klynkende. De havde alle fået skåret et stykke af halen, og den bløde lap på deres små kønne ører var også skåret helt væk. I skulle have set, hvor den stakkels mor slikkede dem, og hvor ulykkelig hun var! Det glemmer jeg aldrig! Selvfølgelig blev sårene lægt efterhånden, og hvalpene glemte smerten, men den pæne, bløde ørelap, som skulle have beskyttet den sarte del af deres ører mod støv og snavs, var borte for altid. Hvorfor