Første gang jeg for alvor blev opmærksom på, hvor utrolig forskelligt to mennesker kan opfatte tid, var i mit første job, hvor jeg arbejdede i en mindre konsulentvirksomhed. Min chef og jeg tog jævnligt på studieture til Tyskland med et hold kursister, og jeg glemmer aldrig den første gang. Toget afgår kl. 8.31, og kl. 8.00 møder jeg op på stationen klar til at tage imod kursisterne og sikre, at alle er med. Tiden går, og der er intet spor af min chef. Da klokken bliver 8.25, er jeg oprigtigt nervøs. Både for, om der kan være sket ham noget, og ved udsigten til at skulle alene af sted. Kl. 8.30 kommer han slentrende ned ad perronen og når lige at stige på toget, inden fløjten lyder. Siden hen gentager mønstret sig, hver gang vi skal ud at rejse sammen.
På et tidspunkt spørger jeg ham, om han aldrig er bange for ikke at nå toget eller flyet. Hans svar er logisk nok: Han er aldrig kommet for sent, og skulle det ske, kan han jo bare tage en senere afgang. Selv ville jeg aldrig kunne rejse på den måde. Forskellen på min tidligere chef og mig er, at han har et meget afslappet og optimistisk forhold til tid, mens jeg har behov for at have styr på min tid: Hvor lang tid tager det?