Lykke-Per

sig en tid med at afsynge forskellige selskabs- og fædrelandssange, hvorved navnlig madam Fuss gjorde sig bemærket med en – mere for sin kraft end for sin skønhed – højt beundret diskant.

Da han engang havde taget mod til sig og tilstået dette for assistenten, havde denne på sin korte og rolige måde svaret, at han i så fald ikke havde fundet sit naturlige voksested, hvor han alene ville kunne lære den højeste menneskelykke at kende: at blive sig sit eget selv fuldt og klart bevidst. Men da skolelæreren derefter spurgte ham, hvorledes man bar sig ad med at søge dette voksested, svarede han, at herom kunne det ene menneske ikke meddele det andet råd, her måtte enhver frygtløst give sig det selvudfoldelsens instinkt i vold, der var nedlagt i alt det skabte.

At maden ikke just var tilberedt af nogen mesterkok, og at vinflaskernes indhold på ingen måde svarede til de fornemme navne på etiketterne, forringede ikke nydelsen for nogen. Det var ikke folk med kræsne ganer. De bedømte retterne væsentlig efter deres masse, svælgede i synet af overfloden og gav sig ubekymret hen til den opgave at tilegne sig så meget af den, som de kunne stoppe i sig.

Når man med tilstrækkelig grundighed søgte ind i sig selv, fik man ofte en skuffende fornemmelse af at have fremmede hos sig.

Samfundet, som de skulle lære at se hen til med tillid og fortrøstning som deres usvigelige forsorg og beskytter, møder dem overalt i sin mindst tiltalende skikkelse: som en ufordragelig skolemester, et brutalt politi, et nærgående fattigforstanderskab, en præst, der taler til dem om død og dom og helvede. Hvor skal der under disse omstændigheder kunne vækkes en samfundsånd i dem, hvoraf engang i tidernes løb en virkelig, borgerlig broderskabsfølelse kan udvikle sig?

Han var i sin religiøse erkendelse vokset ud over det udviklingstrin, hvor man tilfredsstilles af det, der bevæger følelsen uden at opbygge forstanden. Hans ånd ville næres, hans sandhedstrang mættes; men her bødes der ham blomster for brød. Han havde nu besluttet at unde sine tanker hvile. Han var træt af den frugtesløse søgen. Han ville for en tid stænge porten til det uvejsomme hinsidige og samle sindet om det store tærningekast, der skulle bestemme over hans liv og lykke her i endelighedens verden.

Han havde ved sin vilde jagt efter et blændværk kastet skygge også over andres liv, havde været sine forældres sorg, sine søskendes bekymring, sine venners og velynderes skuffelse og skam. Også Jakobe havde han bedraget!

Han havde lagt hovedet ned i sine hænder og sad en stund ganske stille. Han spurgte sig selv, om det længer var andet end falsk stolthedsfølelse, der holdt ham tilbage fra at søge forsoning med sine fædres Gud. Var det ikke bare det, at han ikke kunne få sig til at bøje den stive nakke og anerkende en magt, han engang havde fornægtet? – Ydmyghed! Det var igen et af disse tunge bibelord, hvis livsafgørende betydning han begyndte at fatte. At være ydmyg – det var altså den sidste vanskelighed. Det var himlens pris for at skaffe sjælen fred.

Han havde ofte hørt tale om den grundtvigske vækkelse med dens ide om en folkelig kultur i modsætning til videnskabens verdensmæssige dannelse; men da selve begrebet bonde i hans øjne var tidsstridigt, havde han alene af den grund aldrig troet det umagen værd at stifte nærmere bekendtskab med denne folkebevægelse, så udbredt den også var. I de københavnske krese, hvor han havde færdedes, var den også gerne bleven omtalt med en vis overbærende ringeagt.

Præstens værelse lå for sig selv på den anden side af forstuen og var et ægte gejstligt „studerekammer“ med et par af disse store, bogfyldte reoler, der bidrager så mægtigt til at opretholde kirkens anseelse blandt menigmand, skønt de i så mange tilfælde blot er skærmbræt for uvidenheden.