En aften går Merles mor på værtshus og kommer ikke hjem igen. Ikke den næste dag, og heller ikke dagen efter.
Mormor er i Jylland, mor har en dårlig periode, og juleferien er lige begyndt. Så Merle beslutter at tage ud for at finde den far, som ingen vil fortælle hende om. Hun tror, hun ved, hvad han hedder, og måske hvor han arbejder. For Merle bliver det en rejse ud i det ukendte efter et menneske, hun aldrig har mødt — men som forhåbentligt vil hjælpe.
Jeg tæller mine skridt er en ny gribende og hjerteknugende fortælling af Anne Sofie Hammer. Det er en beretning om at være barn af en alkoholiker set gennem den 10-årige Merles loyale og kærlige blik. Jeg tæller mine skridt er ligesom forfatterens prisvindende bog, Vi ses, Pellerøv, velegnet til litteraturundervisningen på Mellemtrinnet.