Venneparret Jørgen og Orla er passionerede hjemmebryggere, og deres amatørisme er ganske uovertruffen. De drømmer begge om at nå de højeste tinder inden for branchen, og bruger da også et helt år på at forbedre deres konkurrence-øl. Men til trods for det hårde arbejde, falder øllen helt igennem. Ingen af dem har dog til sinds at give op. Nu skal der brygges øl – og smages lidt undervejs. SKÅL!
Erling Jepsen (f. 1956) er en dansk forfatter og dramatiker. Erling Jepsen er født og opvokset i Sønderjylland. Barndommen og egnens marsklandskaber er tilbagevendende temaer i Erling Jepsens romaner og radio- og skuespil. Han debuterede i 1977 med radiospillet “Kiks med kniv og gaffel” og som romanforfatter med bogen “Ingen grund til overdramatisering” i 1999. Erling Jepsen fik sit gennembrud med den delvist selvbiografiske roman «Kunsten at græde i kor”, som blev filmatiseret i 2007.
Erling Jepsens bøger og radio- og skuespil er ofte præget af en underfundig og underspillet humor, selv når temaerne er alvorlige. Han formår at udstille mennesket i al dets groteske, forstillede og absurde væren på en spidsfindig og næsten tilgivende måde, der sætter sine spor hos læseren.
Ud over «Kunsten at græde i kor” er også romanen “Frygtelig lykkelig” fra 2004 blevet filmatiseret. Erling Jepsen er blevet hædret med flere priser og legater, blandt andet Jeanne og Henrik Nathansens Mindelegat i 1999, Danske Dramatikeres Forbunds Hæderspris i 2002 og den prestigefyldte Holberg Medaljen i 2004.