Dybt vand

„Hvad gik der galt med den arrestation?“
Jeg rystede atter på hovedet.
„Det vil jeg helst ikke tale om,“ sagde jeg.
Hun var tavs et øjeblik. Men hun pressede ikke på. Kiggede bare væk uden at sige noget, derefter så hun igen på mig og fortsatte briefingen. Sagte stemme, tydelig diktion.
„Mål nummer fire er at finde min agent,“ sagde hun. „Og få hende hjem til mig igen.“
Jeg nikkede.
„Nummer fem er at skaffe mig konkrete beviser, så jeg kan få skovlen under Beck.“
„Okay,“ sagde jeg.
Hun tøvede igen. „Nummer seks er at finde Quinn og gøre det, du har brug for at gøre ved ham. Og nummer syv er at komme ud derfra i en helvedes fart.“
Jeg nikkede. Uden at sige noget.
„Vi lader være med at skygge dig,“ sagde hun. „Måske får knægten øje på os. På det tidspunkt vil han være temmelig paranoid. Og vi sætter heller ikke en sporingsanordning på Nissanen, for den vil de antagelig opdage senere. Du skal maile os din adresse, så snart du kender den.“
„Okay,“ sagde jeg.
„Svage punkter?“ spurgte hun.
Jeg tvang mig selv til at lade være med at tænke på Quinn.
„Jeg kan få øje på tre,“ sagde jeg. „To små og en stor. Den første lille er, at jeg skyder bagruden i kassevognen ud, hvorefter knægten vil have omkring ti minutter til at opdage, at det knuste glas sidder forkert, og at der ikke er noget tilsvarende hul i forruden.“
„Så lad være.“
„Jeg tror oprigtigt, der er brug for det. Vi er nødt til at holde panikniveauet oppe.“
„Okay, så lægger vi nogle kasser om bagi. Det bør du alligevel have, hvis du er udbringningschauffør. Måske skygger de for ham. Ellers kan du bare håbe på, at han ikke får lagt to og to sammen i løbet af ti minutter.“
Jeg nikkede. „Og for det andet vil Beck senior på et eller andet tidspunkt på en eller anden måde få ringet til politiet hernede. Måske også til aviserne. Han vil prøve at få historien bekræftet.“
„Vi giver politiet et manuskript at henholde sig til. Og får dem til at udsende noget til pressen. De vil være med på legen så længe som nødvendigt. Hvad er den store svaghed?“
„Livvagterne,“ sagde jeg. „Hvor længe kan I tilbageholde dem? I kan ikke lade dem komme i nærheden af en telefon, for så ringer de til Beck. I kan altså ikke arrestere dem formelt. I kan ikke få dem ind i systemet. I er nødt til at tilbageholde dem uden mulighed for kommunikation, hvad der er fuldstændig ulovligt. Hvor længe vil I kunne det?“

Jeg ville blive kastet rundt som en anden korkprop og hamret ind mod klipperne og smadret.

Seks eller syv, der stak ud og vendte sig fremad med deres våben.

Da vi mødtes for ottende gang, var det for at drøfte strategiske udfordringer.

Sikkert fordi træthed i sig selv afstedkommer uforsigtighed og ubegavethed.

Han rakte mig et bundt nøgler til huset.

Kraniet var presset ind, øjnene var vidåbne, og der skete tydeligvis ikke ret meget inde bag dem.

Så nåede vi frem til, at det var for tidligt at danse, og fik derfor et par øl og ventede på, at det blev aften.

Han var lille og firskåren med masser af hår på hovedet.

„Saboten skal være af metal,“ sagde hun.