til Janus’ store glæde blev den hele tiden lettere og mere fornøjelig. Men han måtte kæmpe for at holde sig opmærksom. Hver gang han blev klar over, at han ikke fulgte med i samtalen om bordet, fordi han fulgte Ingeborg, drak han. Hun gav tjenerne ordrer eller skred uforstyrret gennem rummet på sin vej til at gøre snart det ene og snart det andet, og hun var svær at overse. Men det skulle fordrives. Og dog mærkede han