„Hvad?“
„Det hele, du ved,“ siger hun og smiler forsigtigt.
Jeg vender øjnene bagover og drejer hovedet, så jeg igen ser lige op i loftet. Hun fatter ikke en skid.
„Var I gode venner?“
Jeg svarer ikke. Vi var i krig, vi var hinandens brødre, fædre, væbnere og beskyttere. Herhjemme virker den slags dumt, ingen kan forstå det, så hvorfor forsøge at forklare?
„Jeg læste om dem, der døde,“ siger hun. „Jeg blev helt vildt ked af det.“
Jeg drejer hovedet tilbage mod hende, hun har tårer i øjnene, jeg stirrer bare på hende.
„Men samtidig er jeg også bare så glad for, at du … at du er her,“ snøfter hun.
Og tager alligevel min hånd. Med begge sine hænder, jeg føler mig endnu mere låst fast.
„Vil du ikke være sød at gå nu,“ siger jeg.
„Skal jeg gå? Jamen …“
Hendes snøften bliver til regulær gråd, hendes tunge bryster bølger op og ned under den gispende vejrtrækning. Hun ser mig i øjnene, leder efter et svar, der ikke er der. Så rejser hun sig, resigneret, overgivende. Opgivende.
„Okay, hvis du helst vil være alene …“
„Ja, tak,“ svarer jeg alt for hurtigt.
Hun slipper min hånd, bider tænderne sammen. Hun skridter ud, hurtigere end jeg havde troet, hun kunne bevæge sig.
Jeg er et røvhul, men i det mindste kan jeg nu få lov til at være det i fred.