Dr. Demmet ventede to minutter til og standsede så halothanen. Han lagde armene over kors og betragtede de fredelige, små bakker, der betød døden.
Da kirurgen så op, rystede Demmet på hovedet. – Desværre. Der er ikke noget at gøre. Vi har mistet ham, sagde han.
Hans ord fik alle til at se på elektrokardiogram-skærmen.
Kirurgen så rasende på Demmet. Han ville senere gøre vrøvl over, at dr. Demmet ikke havde fortalt ham, at patienten var i vanskeligheder, dengang han opdagede det. Og Demmet ville gøre kirurgen opmærksom på, at han havde gjort alt, hvad der var menneskeligt muligt for at redde patienten, og at hvis kirurgen havde noget at klage over, burde han gå til Miss Hahl, der var underdirektør på hospitalet.
Nu sad dr. Demmet på sin høje skammel med stetoskopet hængende om halsen og nød ikke at have noget i ørene. Han så kirurgen gøre operationen færdig til sidste sting. Hvis ingen havde glemt en tampon inden i patienten, og det ville sygeplejersken sørge for, at ingen havde, ville en eventuel obduktion ikke kunne afsløre fejl fra kirurgens side. Da kirurgen gik … tavs og gnaven … rejste dr. Demmet sig, strakte sig og gik ud for at fortælle patientens pårørende den tragiske nyhed. Han havde ry for at være den bedste på hele Robler-klinikken til at sige den slags.
Det er en kendsgernig, at hospitalslæger instinktivt undgår døende patienter og bruger mere tid på dem, der vil blive raske. I dag er lægerne først lige begyndt at tage deres egen holdning over for døende mennesker op til revision, noget de instinktivt har undgået i mange århundrede, selv om resten af befolkningen ikke tror, de lader sig genere af døden. Læger antages at være modige, kloge, medlidende mænd. Men først nu er man ved at indrømme, at når læger ofte undlader at fortælle patienter, at deres sygdomme er dødelige, er det ikke af hensyn til patienterne, men af hensyn til sig selv.
I modsætning til sine kolleger havde Demmet ikke den slags skrupler. Han tog sin maske af, betragtede sit kølige ansigt med ørnenæsen indgående i spejlet for at se, om der skulle være filipenser på vej, glattede sit gråsprængte, lysblonde hår, tog sin kittel af og gik hen til hospitalets administrationskontor for at foretage sin sædvanlige indberetning om denne specielle slags operation.
– Hvad var det denne gang? Hjertestop? spurgte en elegant ung kvinde med rødbrunt hår og kølige, brune øjne. Det var Kathy Hahl, underdirektør og administrationschef, hvilket i virkeligheden betød »fremskaffer af penge.«
– Ja. Lad os bare sig hjertestop, sagde Demmet. En Wedge er en katastrofe udenfor fairwayen.
– Ikke hvis man bruger den rigtigt. Hvis man bruger den rigtigt, er den som en skalpel. Den får bolden derhen, hvor man vil have den … hvis man forstår at bruge den, sagde Miss Hahl.
– Hvis man har tid til at spille seks timer om dagen hver dag, sagde Demmet irriteret.
– Du kan sagtens spille hver dag, hvis du vil.
– Ikke, hvis jeg ikke kan få lagt de operationer på andre tidpunkter, men må tage dem om formiddagen og om eftermiddagen. Det er for koldt at spille golf om morgenen og om aftenen på denne årstid.
– Der er masser af læger, der af og til arbejder fireogtyve timer i træk. Det er ikke et arbejde, der giver megen ro, Dan.
– Hvis jeg havde haft lyst til fred og ro, ville jeg ikke være gået ned i venteværelset om et øjeblik for at fortælle denne kone, at hendes mand ikke overlevede blindtarmsoperationen. Men jeg er s’gu snart træt. Hvis du bliver ved på den måde, må jeg udarbejde en rutinemæssig fremgangsmåde for dødeligt forløbende forkølelser.
– Hun hedder Nancy Boulder. Mrs. Nancy Boulder. Hendes mand hed John. John Boulder. Han var ansat i skattevæsenet.
– Det er efterhånden ikke så få fra skattevæsenet, vi har haft til »specielle operationer«. Hvad er forklaringen på det? spurgte Demmet.
– Spekulér ikke på det, Dan.
– Boulder. John Boulder, gentog Demmet. – Hvis jeg bliver ved med at få disse her »specialoperationer«, kommer jeg aldrig i topform til golf.
– Hvis du ikke kan bruge den Wedge, så prøv at få bolden hen til greenen. Så kan du bruge tre-jernet som putter, sagde Kathy Hahl.
– Jeg bruger min Wedge. Det er en udmærket golfkølle. Tre slag på hver side, sagde Demmet.
– To, sagde Kathy Hahl og smilede det særlige smil, der fik mænd til at mærke deres hjerte hamre i hele kroppen.