Artemis Fowl 6 – Tidsparadokset

Epilog
Hook Head, Irland
Kommandant Problem Kelp ledede personligt det bjærgningshold, der skulle grave Opal Koboi ud af stenbunkerne. De pustede en afledningsboble op over arbejdsområdet, så de kunne affyre færgens lasere uden at frygte at blive opdaget.

Artemis rullede om på ryggen og så på stjernerne. Det gjorde han tit, og synet fik ham som regel til at tænke over, hvordan han kunne nå de planeter, der kredsede omkring disse lyspletter, og hvad han ville finde der. Denne aften fik stjernerne ham kun til at føle sig lille og ubetydelig. Naturen var enorm og mægtig og ville før eller siden opsluge ham og også mindet om ham. Han lå kold og alene på plateauet og ventede på en følelse af triumf, som han var klar over aldrig ville komme, og lyttede til landsbyboernes fjerne råb, mens de begav sig ud over den langstrakte eng.

Holly nåede frem før landsbyboerne. Hun kom glidende ind fra nord og landede lydløst på klippesøjlen.

“Du flyver,” sagde Artemis, som om det var noget, han aldrig havde set før.

med det smil om munden lænede Angeline sig tilbage og faldt i en dyb, naturlig søvn.!

Godt det samme, erkendte Artemis. Ellers havde hun bare bemærket feerne på badeværelset eller indholdet af en tønde fedt på gulvtæppet. Eller en Artemis nummer to, som luskede omkring henne ved bogreolen.

“Det vil sige, at min mor ikke er døende?” Artemis kendte svaret, men måtte have vished.

Opal skar tænder, mens hun vaklede mellem utålmodighed og trangen til at forklare det brillante ved sin plan.

“Ikke endnu. Selv om skaden på hendes system snart vil være uafvendelig. Jeg har besat hende fra afstand. En ekstrem form for mesmer. Med en kraft som min kan jeg manipulere med selve hendes organer. At imitere tryllotropi var barnemad. Og så snart jeg har lille J.J., kan jeg åbne mit eget hul i tiden.”

Tidsmanipulation havde længe været Opals ultimative mål. At kunne styre sine egne rejser gennem tiden ville give den endegyldige magt. Men hendes magi var ikke stærk nok uden lemuren. Der skulle hele flokke af NIS-troldkarle til for at sagtne tiden et par timer, og den magi, der krævedes for at åbne en dør til tunnelen, var overvældende. Det ville være nemmere at skyde månen ned.

Lonnie løsnede en af elastikkerne, så han kunne strække Artemis’ underarm ud. Selv hvis mennesket endelig skulle vågne, kunne det ikke andet end spjætte.

“Nå, min lille igle, gør så dit grimme arbejde for tante Opal, og så skal jeg belønne dig ved at klemme dine indvolde ud i en spand.” Han sukkede. “Hvorfor bliver alle mine bedste replikker spildt på ledorme?”

Feopfindelse. Truet art. Hvilken fe havde samlet lemurhjernevæske allerede før tryllotropi-epidemien?

Artemis blegnede. Ikke hende. Lad det ikke være hende.

Hvad skal jeg gøre? tænkte han. Hvor mange gange skal jeg redde verden fra den galning?

Ærgerligt at skulle lide nederlag i kamp i så ung en alder,” sagde Kronski, som hang med underlæben i påtaget medlidenhed.

Pasteur trommede med fingrene på podiet. “Jeg har altid godt kunnet lide Deres stil, doktor Kronski. Deres trofasthed over for artsudryddelsens idealer. Jeg har i årevis fulgt Deres karriere. Faktisk lige siden jeg var dreng i Dublin. Men på det seneste har jeg følt, at organisationen har mistet sin målrettethed, og jeg er ikke den eneste med den indstilling.”

Aftenen for artsudryddernes festbanket var oprundet, og Kronskis nerver hang i laser. Han dansede rundt i sin villa, kun iført et badehåndklæde, mens han nervøst nynnede sig igennem sangene fra Joseph and the amazing technicolor dreamcoat. Kronski drømte tit, at han bar den mangefarvede kappe, og at den var syet af skindene fra alle de dyr, han havde jaget til udryddelse. Han vågnede altid med et smil.

Hollys strakte hånden frem. Bevægelsen fik den til at flimre og ryste lidt. Root var ikke sikker på, hvad der forventedes af ham. Hologrametiketten var klar nok: Omfavnelser og håndtryk var ikke noget, der blev set mildt på. Og hvem havde også lyst til at omfavne en samling pixels?

Men hånden var der alligevel.

“Ønsk mig held og