Fra forfatteren til de to store bestsellere JORDENS SØJLER og UENDELIGE VERDEN
kommer her en ny, stor og underholdende fortælling.
GIGANTERNES FALD er første del i en stor trilogi om det 20.
århundrede og handler om tiden omkring 1. verdenskrig og den russiske
revolution, om kvinder og mænd, om kærlighed og fjendskab.
I
januar 1914 mødes Englands kong George V med en gruppe fremsynede og indflydelsesrige unge mænd fra Europa og USA for at høre, hvad de tænker om verdenssituationen. Internationale spændinger bliver luftet, men der er ingen i selskabet, der har fantasi til at forestille sig, at et skud i Sarajevo knap et halvt år efter vil udløse en krig i Europa, der forvandler ven til fjende, og hvor selskabets unge mænd kommer til at kæmpe på hver sin side.
I GIGANTERNES FALD fortæller Ken Follett om fem
familier — to engelske, en tysk, en russisk og en amerikansk. Vi følger dem fra
Washington til Skt. Petersborg, fra snavs og fare i kulminerne til herresædets
skinnende lysekroner, fra magtens korridorer og ind i soveværelserne. Årene
omkring 1. verdenskrig er i centrum her i første bind, og Follett fortæller
detaljeret og medrivende om det storpolitiske spil op til krigens udbrud, om den
russiske revolution og kampen for kvinders stemmeret. Om livet i skyttegravene,
om kærlighed mellem høj og lav — og om elskende, der skilles fra hinanden.