Det er ikke nogen kunst selv at bage brød og kager helt fri for gluten. Denne bog er for alle, der har valgt at spise glutenfrit.
Stadig flere vælger at udelade gluten fra deres kost. Det giver udfordringer, for hvad gør man så? Alternativet er ikke at købe noget tørt glutenfrit brød fra supermarkedshylden. Man kan sagtens bage noget meget bedre selv af høj kvalitet, som hele familien har lyst til at spise.
Denne bog hjælper en godt i gang med at bage lækre brød og kager uden gluten — uden at gå på kompromis med såvel smag som struktur. Det er netop de to forfatteres ønske og ambition at understrege, at dét at leve glutenfrit ikke behøver at være et fravalg, men derimod et tilvalg; både af nye og spændende ingredienser og smage i bagværket og af generel bageglæde.
I bogen er der både klassiske og nye opskrifter på alt fra lækre morgenstykker til forskellige brød, pizzaer og tærter samt et stort udvalg af opskrifter til den søde tand — kager, der smager; om det så er de små kager, muffins og cookies, der frister, eller de store skærekager.
Desuden deler de to bagedamer også gladeligt ud af deres mange erfaringer med glutenfri bagning og kommer med masser af gode råd, praktiske vejledninger, teknikker og tips undervejs, så dejen hæver, som den skal, og er nem at ælte, og brødet i sidste ende får både struktur, sprødhed og en god krumme. Og så bageglæden er helt i top.