Den blixenske fortælling tærer på og fortærer en klassisk (her: folkeligt, mundtligt/ skriftligt overleveret) historie, men oversætter den i det nyt medium, som vi her kunne kalde den moderne refleksionsfortælling.
Det er karakteristisk for denne moderne fortælling, at den har brug for den simple klassiske beretning. Den omgiver sig med den kraft, den låner af den klassiske beretning, udstråler en illusion af at være selve denne tradition, men er i virkeligheden en på én gang parasitær og selvstændigt fornyende kunst.