piber.
Og så begynder Hjalmar også at græde. Han græder over Wilma. Over Rebecka. Over Tore græder han, og over Hjörleifur. Over sig selv. Over alt dette fedt, som sidder fast som i en skruestik i sneen.
Og så begynder han at synge.
Det starter helt af sig selv. Og i begyndelsen er stemmen ru af sorgen og utrænet, men så vokser den sig stærkere og stærkere.
“Som en herlig guddomskilde mægtig dyb og ren og stor,” synger han, “er den kærlighed og nåde, som i Jesus Kristus bor.”
Det er flere år siden, han sidst hørte den. Men ordene kommer uden mindste tøven.
“Han har åbnet perleporten, så at jeg kan komme ind. Thi ved blodet har han frelst mig og bevaret mig som sin.”