“Kommer der lufthuller, så ender vi oppe under loftet.”
“Jeg elsker lufthuller!” skråler Caroline og kigger ud ad vinduet. “Se, skyerne ligner flødeskum,” jubler hun. “Jeg elsker flødeskum,” råber hun.
Og det er ikke løgn. Caroline kan tømme sådan en hel dåse ned i munden på nul komma fem.
Nå, men jeg og Caroline spænder os fast igen, og jeg vil egentlig også gerne prøve sådan et lufthul, men desværre flyver vi helt stille og ligeud resten af turen. Det eneste, vi oplever, er de to drenge, der bliver ved med at slås.
“Åh, Carl-Emil. Stop det nu!” Moren siger det flere gange, men det virker ikke på de to rødhårede.
“Ej, hvor er de irriterende,” sukker jeg, mens vi begynder landingen. Jeg håber virkelig ikke, at de skal bo i samme by som os.
Men det skulle de. Desværre. Og på samme hotel. Oh no!
Men det var slet ikke det værste.