Klara sidder på sin plads i klassen. De har snart spisefrikvarter. Klara er meget sulten. Men først har Julie fået lov til at sige noget. Klara ved godt, hvad det er. Og hun glæder sig allerede.
”I er inviteret til min fødselsdag på lørdag,” siger Julie og rejser sig.
Så deler hun invitationer ud til alle i klassen.
Benjamin kigger på sin invitation.
”Årh ja,” siger han så. ”Skal vi i svømmehallen?”
Julie nikker stolt.
”Ja. Jeg holder fødselsdag i svømmehallen, er det ikke sejt?”
”Jubi,” udbryder Malou. ”Jeg elsker at bade!”