Jeg skriver ikke „kære Irmelin“ for jeg elsker dig ikke. Jeg skriver ikke „stakkels mor og far“ for i mig er der ingen følelser for dem. Den kærlighed jeg nærede til dig, den venlighed over for alle mennesker som var naturlig for mig, den glæde over mine gode venner og min familie som var en stor del af mit liv, disse følelser er det lykkedes for dem at kvæle i disse måneder. Eller de har vendt dem om, så der nu kun er had over at jeg skal miste mit liv, miste det dag for dag, og frygt, hver gang et menneske nærmer sig, og tomhed.
Naturligvis længes jeg stadig efter dig, som jeg længes efter alle de andre ting der betød livet. Men forbavsende hurtigt lægger glemslen sig over mine erindringer. Verden og livet er vist noget jeg så på en film for mange, mange år siden. Jeg kan huske at der var noget der hed Irmelin, og noget der kaldtes Kærlighed. Men om det er noget jeg har drømt eller noget jeg har hørt tale om er jeg ikke sikker på.
Forleden kom jeg i tanker om en støvle jeg havde som barn. Det var den højre, og der var hul i sålen. Et erindringsbillede der pludselig dukkede op fra en verden som jeg er ved at glemme. Jeg klamrede mig til tanken, jeg elskede den støvle, savnede den, ville have givet hvad det skulle være for at kunne holde den i hånden to minutter. Men så, pludselig, var den væk igen. Sådan forsvinder verden for mig, ubønhørligt og forbavsende hurtigt.