Læring og vejledning i praksis

8. At vide og at kunne

Man kan undre sig over, hvad der har skabt denne skelnen mellem teori og praksis. Har teori-praksis-problemet altid eksisteret, eller er det muligt at se, hvor det har sin historiske oprindelse? Nogle af svarene får vi ved at se på begrebet viden, som knytter sig til forestillingen om teori, og begrebet kunnen, som knytter sig til forestillingen om praksis. Skellet mellem at vide og at kunne er i høj grad betinget af kulturelle forhold. Tone Saugstad beskriver, hvordan vi tidligere har befundet os i en talesprogskultur, hvor viden blev overleveret gennem kropslige handlinger som mesterlære eller gennem mundtlige fortællinger og overleveringer (Saugstad, 2007). Det betød, at der var et stort sammenfald mellem viden og kunnen. I talesprogskulturen har der været fokus på, at færdigheder og kunnen var udtryk for kompetencer – som oftest handlekompetencer. Hvis jeg i en talesprogskultur skulle blive en dygtig kok, var det nødvendigt, at jeg stod ved siden af min mor eller min læremester for at se, hvad der blev ment med at komme ”et skvæt mælk i” og for selv at mærke, hvornår dejen var tilpas smidig. De bedste madopskrifter blev ikke nedskrevet, men overleveret som en praksis fra generation til generation.
Vores kultur i dag er i høj grad en skriftsprogskultur, hvor en stor del af vores kommunikation foregår gennem det skrevne ord. Vi læser og skriver mere og mere, og i stigende grad gør vi det gennem elektroniske medier. En skriftsprogskultur er karakteriseret ved, at vi sættes i stand til at læse, skrive og tale om noget, der ikke vedrører vores erfaringsverden. Det betyder, at den viden, vi besidder, er generaliseret, den vedrører os ikke personligt. Det er nemt og hurtigt at komme i besiddelse af viden med en google-søgning på telefonen, og viden produceres med en hastighed, der gør, at den hele tiden revideres. Viden er blevet flygtig og midlertidig i et moderne informationssamfund. I skriftsprogskulturen har vi fokus på, at færdigheder udtrykkes som viden og kvalifikationer, ofte formelle, dokumenterbare kvalifikationer som f.eks. eksamensbeviser og skriftlige udtalelser. I eksemplet med madlavningen er første skridt mod en skriftsprogskultur, at yndlingsopskrifterne ikke overleveres mundtligt eller gennem handling, men i stedet nedskrives. Hvis jeg i dag vil være

For den studerende udgør det en særlig udfordring at skulle forbinde disse to vidensdomæner. På den ene side må det fastholdes, at vi er eksperter på hver vores felt: praktikvejlederen er den dygtigste til at lære den studerende om det pædagogiske arbejde på institutionen, og underviseren på uddannelsesstedet er dygtigst til at formidle de teoretiske aspekter af faget. Men på den anden side har vi en fælles opgave i at forsøge at skabe så stærke forbindelser mellem de to domæner som muligt. Den studerende bliver omdrejningspunktet for denne proces og befinder sig i brændpunktet mellem to virkeligheder, som skal forenes. Det bliver nødvendigt for den studerende at udvikle evnen til at krydse grænsen mellem de to verdener. Jo bedre en grænsekrydser den studerende udvikler sig til at være, jo bedre vil hun også kunne tåle, at der er utakter eller uoverensstemmelser mellem de to verdener. Så når teori og praksis ikke altid taler samme sprog, vil den studerende forhåbentlig være i stand til at håndtere de forskellige positioner gennem analytiske og kritiske refleksioner

hvilke ressourcer, muligheder og begrænsninger der findes for den studerendes arbejde

overblik over, hvilke forudsætninger den studerende på forhånd har for at arbejde med temaet.

Refleksion-over-handling

Viden-i-handling og refleksion-i-handling rummer det fællestræk, at de begge udgør processer, som oftest gennemgås, uden at praktikeren er i stand til at sige, hvad hun gør

kritiske refleksioner over den pågældende handlings præmis, hvor man beskæftiger sig med, hvorfor der handles, som der gør.

reflekteres over en proces. Her er det centralt at se på, hvordan en proces forløber:

produkt. Her har man fokus på, hvad det er, der skal gøres, hvad indholdet er

henholder sig til, at det vigtigste må være at se på den enkeltes behov og tage så mange individuelle hensyn som muligt.