Jørgen fortalte om en russisk forsker der havde inspireret ham. Denne holdt oprindelig ræve for at sælge deres skind. Men begyndte at udvikle dem. Noget så enkelt som at stikke en behandsket hånd hen til hver ræv. Nogle var aggressive, hvæsede og bed efter handsken. Andre snusede nysgerrigt, indladende. De sidste blev udvalgt, de omgængelige, kontaktsøgende fik lov at formere sig med hinanden. Samme metode for næste generation. Og næste. Efterhånden udvikledes stadig mere imødekommende eksemplarer. Efter bare otte generationer havde han frembragt ræve der var åbne, venlige og endda havde skiftet udseende. Mere hundeagtige ører, skindet ændret. Begyndte endda at gø, forsøg på at kommunikere.
Jørgen demonstrerede igen stolt hvor ubesværet hvalpen kunne holde balancen på bagbenene. Da jeg som barn mistede Brag, sørgede Laura Præst for at jeg fik en hundehvalp netop af Jørgen.43 Som jeg taknemmeligt opkaldte efter præstinden, dog uden el. Sådan skal jeg have sagt. Aura. Aura fra Laura, jeg havde det med ord dengang.
Jørgen benyttede præcis den samme metode som russeren. Men på hunde. I hans tilfælde udvalgte han de dyr der var dygtigst til at stå på bagbenene. Dem der var mest interesserede i at forsøge at lære det. Dem der tilsyneladende
kunne lide at gå på to, efterhånden næsten fandt det naturligt. Det lykkedes hurtigt, takket være hundes store plasticitet.
Jeg rynkede brynene, han uddybede: Vi har jo alle bemærket hvilken kæmpe variation der er mellem de forskellige hunderacer, fra de største til de mindste, fra de vraltende til de smidigste. Selvfølgelig fordi man har avlet og udvalgt på dem. Men prøv at sammenligne med heste og katte. Dem har man sikkert avlet lige så ivrigt på. Alligevel har de stort set bevaret deres udseende. Hvorimod hunde var utroligt føjelige, også genetisk set. Derved var det lykkedes for Jørgen at udvikle Canis erectus, som han sagde med en vis stolthed. Kræet gøede ivrigt som om den ønskede at tage imod rosen.