Solsøsteren

arbejde her i lejligheden, og selvom du ikke var hjemme, blev han ved med at dukke op uden for ejendommen. Han sagde, at han godt kunne lide at have faste rutiner. Så begyndte vi at spadsere sammen i Central Park og bare sidde på en bænk og spise vores frokost sammen. Og så tog den ene ting den anden, og ... vi opdagede, at vi var meget glade for hinanden.“
„Men

ikke havde været dagen til at spørge hendes mor, om Stella måtte spise julemiddag sammen med dem. Efter en rastløs nat fuld af sære drømme, hvori Kiki talte til hende fra en sky iført pyjamas og bad hende om at beslutte, hvad der for alvor var vigtigt, vågnede hun med et

godeste! Det er en stor ære! Rosalind og hendes mands soiréer er nogle af de mest eftertragtede at blive inviteret til i hele byen. Selveste mrs. Roosevelt deltog åbenbart i den seneste,“ sagde Mamie, som netop var kommet ind ad døre

skuffet hendes mor ville blive over, at hun gik glip af en af de mest sensationelle mordsager i nyere tid. Hun var langt mere interesseret i at se Stella – som nu var næsten seks måneder gammel – udvikle sig. Det udmagrede spædbarn var blevet til et buttet og yndigt lille barn, hvis

ville sende Kikis chauffør over med resten af mine ting i morgen,“ sagde Cecily, idet Bill gik ind i huset.
„Det er en skam, at du ikke har dit eget hjem at flytte ind i, men vi vil gøre vores bedste for, at du trives her.“
„Det skal du slet ikke bekymre dig om. Jeg er bare så taknemlig for, at jeg ikke skal bo i Mundui House længere. Stemningen

Cottage er ikke fornem, men den er helt vores egen, og det er det eneste, der betyder noget. Men må jeg ikke byde jer begge to på noget at drikke?“ spurgte Katherine, idet Bill kom ud ad døren.
„Ellers tak, Katherine. Jeg er bange for, at jeg er nødt til at tag

masaier på ladet af hans vogn, også med spyd i hænderne.
„Helt klar,“ sagde Katherine muntert og rakte Cecily en flaske vand.
„Drik kun det, der er nødvendigt. Vand er en sparsom ressource i bush

og du er nødt til at stole på dem, okay?“
„Jo, men de låser mig ikke inde i en gummicelle eller sådan noget, vel?“ spurgte hun igen.
„Hør ...“ Jeg kunne se, at Vanessa blev mere og mere oprørt. „Jeg talte lige med ham den søde læge, der i

ikke helt, men som jeg sagde forleden aften, har hun brug for mere end sindsrobønnen og en hest at klappe, hvis hun skal tilbage på ret kurs. Lægen sagde, at en længerevarende misbrugs­behandling måske er vejen frem, når h

aften fik min mobiltelefon og pc tilbage, gik jeg ud i Sindsro­haven og ringede for første gang i en måned.
„Electra, hvad fanden? Hvordan går det?“ sagde Casey, min revisor, da han tog telefonen.
„Jeg har det fint, Casey. Alle tiders.“
„Det glæder m