Sådan, klasker jeg mig i hænderne. – Så er de kortlagt, de steder.
Vi griner. Den helt simple fortælling som en måde at rydde veddet på. Alligevel danner krydsløb både lav og decideret krat. Vi udveksler ting, vi har hørt fra far, og som vi kan give hinanden en anden version af. Noget, der overlapper, noget, der afviger. Og så hvordan mor er med til at korrigere. Fortællinger om os selv og hinanden, der fletter sig sammen, der stikker af. Og de tilbageholdte tomrum, noget, vi ikke taler om, det for hårde og lette, der glemmes.
– Man tror, en familie er nemmest at pleje ved at sprøjte med gift, at holde sig ren for ukrudt, altså holde en god tone, være så venlige, ik’, siger jeg og spørger, – Men hvor nemt er det så egentlig? Det er nok mere noget, vi ønsker os, er sådan. Den måde, familien alligevel altid skrider ud og vokser til