Det er underligt, at hun ser så mange lag i min tekst, som jeg ikke selv kan se. Det, jeg skriver, folder sig ikke ud for mig gennem skrivningen, meningen siver så uendeligt langsomt gennem min bevidsthed. Der kan gå flere uger, eller år, efter, at det, jeg har skrevet, er blevet udgivet, før jeg begynder at forstå betydningen af min egen tekst. Og på det tidspunkt, hvor de dybere lag i teksten endelig kommer til syne, er den drevet så langt væk fra mig, at det er, som om en fremmed har ført min hånd, og jeg undrer mig, har jeg virkelig skrevet det?