Problemet er, at psykiatriske diagnoser er væsentligt dårligere defineret end den somatiske medicins diagnoser. De er gennemgående uklart afgrænset, og man ved ikke meget om patogenesen, dvs. om de årsagsforhold, der fører til lidelsen. Vi har så lidt viden om årsagerne til psykiske lidelser, at vores viden om effektiv behandling også hviler på et svagt grundlag. Man ønsker at tilbyde behandling, i vidt omfang med psykofarmaka, og dette bidrager til, at patienter gives diagnoser, som der findes en ‘standardbehandling’ for. Diagnoserne er tilstrækkeligt fleksible til, at der normalt ikke er de store vanskeligheder forbundet med at placere en patient inden for dem. Den høje forekomst af komorbiditet, dvs. tilstedeværelsen af en eller flere sygdomme foruden en primær sygdom, skyldes i vid udstrækning, at diagnoserne er så upræcise, at det er let at opfylde kriterierne for flere diagnoser på samme tid.