En stille ild

t at være sikker på, når man bemærkede, hvordan den forsvandt mellem balderne.

Jeg stirrede tilbage med et fast blik, bare for at lade hende vide

e fleste tyskere ville bare have et eller andet at håbe på for fremtiden. Et arbejde. En bank, der ikke krakkede. En regering, der var i stand til at regere. Gode skoler. Gader, man kunne gå i fred på. Gode hospitaler. Et par ærlige politifolk.
Da klokken var omkring halv sy

et græsk sigma erstattet omega, og det havde fået Grund til at formode, at hun måske var blevet gravid. Grund havde talt med Pieck og antydet, at det

et græsk sigma erstattet omega, og det havde fået Grund til at formode, at hun måske var blevet gravid. Grund havde talt med Pieck og antydet, at det

“Der findes ingen mordere,” sagde jeg. “Der er kun blikkenslagere og butiksindehavere og jurister, som slår folk ihjel. De er hver for sig helt normale, lige til de trykker på aftrækkeren. Mere behøver man ikke for at udkæmpe en krig. Masser af almindelige mennesker, der kan dræbe masser af andre almindelige mennesker. Intet kunne være lettere.”
“Og det gør det så rigtigt?”
“Nej. Men det er sådan, det er.”
Det svarede hun ikke på, og et stykke tid gik vi i tavshed, som om den overnaturligt tavse skov havde øvet en eller anden indflydelse på os. Der var kun en let brise i trætoppene og lyden af grene og kviste, der knækkede under vores fødder, til at minde os om, hvor vi befandt os. Men da vi kom ud på den anden side af træbevoksningen, stod vi pludselig over for endnu et trådhegn. Det var omkring 200 meter langt, og inde bagved lå der et antal midlertidigt udseende træbygninger. I hver sin ende af trådhegnet var der bygget vagttårne, men heldigvis for os var de ikke bemandede. Lejren, eller hvad det nu var, så forladt ud. Jeg fandt bidetangen frem igen.
“Melville kaldte det her sted for Dulce,” sagde jeg og klippede først ét stykke af den lille skottes galvaniserede ståltråd, derpå et andet.
“Måske er det en eller andens forestilling om en vits,” sagde Anna. “Der er da ikke noget sødt ved det.”
“Mit gæt er, at det er her, de har holdt illegale jødiske immigranter som din tante og onkel og Isabel Pekermans søstre indespærret. Det er i hvert fald den antagelse, jeg har arbejdet ud fra.”
Vi dukkede os og trådte ind gennem hullet i hegnet til lejren.
Jeg talte fem vagttårne – et i hvert hjørne af det omgivende hegn plus et femte midt i lejren, hvorfra man kunne overskue en slags nedgravet passage, der tilsyneladende forbandt de forskellige aflange træbarakker indbyrdes. I nærheden af hovedporten lå der en lille vagtbygning. En vej førte ind i lejren fra hovedporten, og den endte på noget, der lignede en paradeplads. Midt på paradepladsen stod der en tom flagstang. Nærmest det sted i hegnet, hvor vi var trængt ind, lå der en stor hovedbygning. Vi kiggede ind ad de støvede vinduer. Der var borde, stole, en gammel radio,

“Dette er Buenos Aires, señor Hausner. De døde er altid vågne i Buenos Aires. Det var derfor, vi byggede La Recoleta. For ikke at glemme det. Døden er en livsform for os.”

“Alle tyskere går med et billede af Adolf Hitler i sig,” sagde jeg endelig. “Selv dem, der ligesom jeg hadede Hitler og alt, hvad han stod for. Hans ansigt med det uglede hår og frimærkemoustachen vil forfølge os i al fremtid, og som en stille ild, der aldrig kan slukkes, brænder den sig ind i vores sjæle. Nazisterne talte engang om et tusindårsrige. Men sommetider tror jeg snarere, at navnet Tyskland og tyskerne vil være forhadte i tusind år for det, vi har gjort. At det kommer til at tage resten af verden tusind år at glemme det. Og hvis jeg selv skulle blive tusind år, vil jeg i hvert fald ikke glemme visse af de ting, jeg har set. Plus nogle af dem, jeg ikke har set.”

Alexanderplatz.”
“Gjorde De det? Hvordan?”