„i kærlighedens dal,“ sagde Quichotte, „er målet at finde selve Kærligheden; ikke den lille, om end ofte smukke, individuelle kærlighed mellem mand og kvinde eller mand og mand eller kvinde og kvinde eller hvilken som helst anden, mere nutidig kombination, man måtte foretrække, og under hvilken kategori også min egen kærlighed til hende, der uundgåeligt og skæbnebestemt meget snart bliver min, hører; heller ikke den ganske vist ædle kærlighed mellem forældre og børn, selv om jeg vil skynde mig at udtrykke min taknemmelighed over, at en sådan kærlighed er kommet ind i mit liv; heller ikke kærligheden til fædrelandet og ikke engang, for dem, der har tilbøjelighed til den slags følelser, kærligheden til Gud eller guder; men snarere Kærligheden selv, renheden i det store, essentielle fænomen, løsrevet fra ethvert objekt, hjertet i hjertet i hjertet, orkanens øje, den drivende kraft i menneskets natur og i en stor del af dyrenes og dermed i livet selv.