Hausfrau

Hun tænkte på den som hendes præmie for at gøre sit bedste. Nogle gange gjorde hun sig umage.

kunne få, når de var alene. Anna var glad på en måde, hun ellers havde glemt. Lykkefølelsen gennemskyllede hendes krop fra hovedet til munden til halsen til brystet og videre ned gennem maven med kurs mod hendes skød, forskansningen, hvor hun havde for vane at arkivere sine problemer med denne verden.
Anna tog dagen, som den var tiltænkt: som en gave. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde været så glad. Ingen var sure på båden. Alexis lagde bogen til side, da Victor tilbød hende et spil. Begge var søde ved deres yngre brødre. Charles og Max pilede rundt på båden og legede sørøvere. Børnene drak sodavand, og de voksne drak øl, og alle spiste chips med paprikasmag. Bruno stjal sig til et kys og så til ét til. Anna lod ham gøre det. Hun lod ham gøre det igen. Alle lo og smilede. Alle nød søen. Det er ikke rigtigt af mig at føle mig så glad. Jeg fortjener det ikke. Dette er en nådegave, jeg ikke har gjort mig fortjent til. Anna fik en pludselig indsigt. Det er det, de mener, når de taler om Guds nåde. Hun takkede højlydt den gud, hun ikke var sikker på, hun troede på. Anna fangede Mary i at tjekke sit ur fire gange i løbet af tredive minutter. Bådturen tager to timer, sagde Anna, og Mary svarede: Åh.
Ved hver Schiffstation stod et par mennesker af og på. De fik en leg ud af at prøve at gætte, hvem de var. De besluttede, at den unge, høje mand

Et behov er noget, hvis opfyldelse man ikke kan leve uden.” Doktoren tilføjede: “Kan man ikke leve uden noget, gør man ikke det.”

aldrig fortælle det til Bruno.”
Karl nikkede