Den endeløse sommer er en roman om en gruppe vidt forskellige mennesker og en helt særlig sommer.
«Og hver morgen, og hver morgen en anelse senere, så at dagen begynder at hælde, og »den endeløse sommer« sitrende sættes i skred, træder moren ud fra soveværelset i modlyset fra det østvendte vin due, i sin badekåbe og det lange elfenbensfarvede hår redt bagud og samlet stramt i en hestehale med det dyndgrønne hårbånd og sønderbidte læber og et blik, der stråler, ikke »vildt«, snarere galt eller chokeret, men hverken over den portugisiske yngling eller over sig selv, men rystet over lidenskaben, at den kan være så voldsom, fortærende, at den bliver kødædende, kannibalsk.
Og bag hende, som en skygge der rejser sig, kommer han, den bare sytten- eller nittenårige portugisiske yngling, manden, der er skyld i og har gjort alt dette, de ikke kan sige, skamløst, tavs, stolt skridende ned ad trappen og ind i køkkenet, nu næsten og kun akkurat næsten smilende på den måde og med den selvsikre maskuline fryd, kun en sydeuropæer, um homen machão, kan have. Og de andre ser på ham, og han ser dem i øjnene, og det er dem, der er nødt til at smile og derefter, hurtigt, (smilende) se væk».