Nye søskende
1970-1979
“Uh, det kilder i tissekonen!”
“Nej, Noxen, det gør det ikke. Det kilder i maven,” sagde Hanne.
Jeg fnisede omme på bagsædet og syntes ikke helt, det var i maven, så var det i hvert fald meget langt nede. Men kilde gjorde det altid samme sted på turen, når vi kørte ad den bakkede landevej fra Albertslund til Kalundborg.
Hannes bror, Mogens, og hans kone, Vivi, boede på en gammel, nedlagt skole i Kelleklinte otte km uden for Kalundborg. Under samme tag boede også Mogens og Hannes mor, Helen. Så snart jeg trådte ind ad døren, sagde Mogens:
“Nå, der har vi jo syv meter magerkål!”
Helen smilede og sagde:
“Jeg sætter lige lidt finker over til dig, skattepige.”
Hun havde altid lavet finker, når jeg kom. Finker er hakket svineindmad, hjerter, lever og nyrer, stegt på panden. Med rugbrød og rødbeder til. I dag kunne jeg ikke drømme om at spise finker, men dengang huggede jeg det i mig, og det er da ikke udelukket, at jeg kan takke finkerne for mit jernhelbred. I det hele taget mente familien i Kelleklinte, at jeg var for mager. Jeg skulle fedes op, når jeg var der, så jeg havde noget at stå imod med, når jeg tog tilbage til Bryggen.
Maden var hjemmelavet. To gange om året købte Mogens en gris hos en bondemand. Den blev slagtet og hang et døgn, inden vi kørte ud og hentede den, og så gik Helen ellers i gang med at partere og hakke og pakke alt kødet. Hun smeltede fedt og lavede fedtegrever og stoppede fars i tarme til medister. Da jeg var stor nok, hjalp jeg til. Det tog en hel dag at ordne sådan en gris, men så var der også kød til et godt stykke tid i fryseren.