Forholdene forblev de samme langt op i tid. En pige, der voksede op i 1920’erne sammen med tre ældre søskende i et landarbejderhjem, fortalte, at der i det lille hus boede to familier, en i hver ende af huset. Der var ingen brønd til huset. Alt vand blev hentet i en lille bæk for enden af køkkenhaven. Når der skulle vaskes, måtte pigens mor og nabokonen Oda her ligge på knæ og skylle tøj, det måtte de både sommer og vinter. De to familiers små børn blev også vasket i bækken, men kun om sommeren: “Vi manglede andet end pumpe og brønd. Til alt held lå huset lige i skovbrynet, og træerne bagved var tætte som julegraner. Inde imellem dem gik vi på wc. Vi gik til den ene side, naboerne til den anden. På den måde var der med tiden trådt nogle synlige stier, bæ-vekslerne kaldte de tre store dem. Den