I Fortabt i Ham forlod vi Mikkel uden Jake. Det, der tydede på at blive århundredets kærlighedseventyr, er brast. Jake er rejst hjem til Australien og har overladt Mikkel til sin skæbne: det familiedynasti, han var født ind i. Mikkel føler sig forrådt af sin eneste ene, men Jake ville ikke have kunnet tilgive sig selv, hvis Mikkel ikke havde fået muligheden for at forfølge sin fødselsret. Mikkel resignerer og fortsætter sit liv som en skuespiller i sin fars teaterstykke. Heldigvis er alt ikke kun en sort/hvid film. Han har nogle dejlige mennesker i sit liv, der holder ham oppe, når alt synes mest trist. På den anden side af verden slikker Jake sårene i den første tid efter bruddet, men finder sit gamle jeg frem og vælger livets glæder til.
Vores to hovedpersoner skal etablere sig uden hinanden og bygge tilværelser op på hvert sit kontinent. 10 år skal der gå, før deres veje krydses, og de kolliderer igen. Her starter Fortabt uden Ham. Er kemien lige så eksplosiv som før? Kan de tilgive hinanden? Eller er det for sent? Dette er fjerde bind i L. Shermans Fortabt i #aarhus serie og efterfølgeren til Fortabt i Ham. Husk, der som altid er en tilhørende spilleliste på Spotify. Søg på bogens titel for at finde den.
I kan allerede nu glæde jer til femte bind i serien, Fortabt i Mig.
Jeg blev ked af slutningen på ”Fortabt i ham” — men hvis jeg ikke var blevet straffet med den hårde slutning, havde jeg ikke haft fornøjelsen af at møde de nye personer i denne lækre bog. Måske nogle af personerne får deres egen historie? Hvem ved, om der kommer flere bøger i ”Fortabt”-serien? Malene Kraag Holm, boganmelder.
L. Sherman har vokset sig sammen med disse personer. Der var elementer i Fortabt uden Ham, hvor det nærmest virkede, som om hun var en del af gruppen eller kunne relatere til mange af deres tanker, følelser og problemer i livet, der kan være efter de 10 år. Hun synliggør elementer, som vi antager at være lidt tabubelagte i vores nutidens samfund så som sugardating og Mikkels familie samt hans egen seksualitet. Vi bliver præsenteret for en familieform, hvor begge parter har åbnet op for deres forhold og lært deres barn omkring, hvad det vil sige at være LGBTQ+, samt at mor og far godt kan være venner og støtte hinanden i livet. Lasse Kjøbeløv, boganmelder.