Jeg sagde ingenting. Jeg blev altid forlegen, når jeg hørte ordene ‘hellig’, ‘glorværdig’ og ‘ofre’ og udtrykket ‘forgæves’. Vi havde hørt dem stående i øsende regn næsten uden for hørevidde, så kun de ord, der blev brølet ud, kunne trænge igennem; vi havde læst dem i proklamationerne, smækket op af plakatsmørere over andre proklamationer; vi havde hørt dem i flere år; og jeg havde ikke set, at noget var helligt, og de ting, som skulle være glorværdige, havde mistet glorien, og ofrene var ligesom slagteriernes affaldspladser i Chicago, hvor kødet bare blev gravet ned. Der var mange ord, man ikke kunne tåle at høre; til sidst var det kun navne på byer og steder, som var til at holde ud. En undtagelse dannede også visse tal og visse datoer; de havde i det mindste betydningsindhold; abstrakte ord som ære, hæder, mod og hellig jord var uanstændige i sammenligning med de konkrete bynavne, vejenes tal, flodernes navne, regimenternes numre og de forskellige datoer. Gino var patriot, derfor sagde han en gang imellem noget, som skilte os ad, men han var en flink fyr, og jeg kunne godt forstå, han var patriot. Det var han født til. Han kørte med Peduzzi i vognen tilbage til Gorizia