Meldte afbud,
tænkte på tilværelsens krav om ligevægt; vi vakler jo fra side til side, og for hver gang nogen aes på kinden, er der et sted i verden, hvor nogen får en lussing, for hvert solglimt en haglbyge, for hver åben dør en lukket, og så fremdeles bliver der for den varme, der opstår det ene sted, tilføjet en ny magnet på køleskabet det andet sted.
Nedskrev betænkningen: »Af hendes hjerte sprang altings overdrev.«
Nedskrev betænkningen: »Grow up!«
og bandt et bånd i mit hår.
Gik en tur på kirkegården,
lagde bladene fra de første rosa rugosa i min håndflade,
og alt er uvist, men stille.
Tænkte at det værste ved de ting, som ændrer os for livet, er, at vi hver dag skal overtale os selv til ikke at kigge på dem for at bevidne vores ubetydelighed, vi bliver jo flyttet rundt med, vi bliver tabt og genfundet og tabt igen,
disse daglige håndteringer,
ikke engang min puls er urørlig,
min familie, min skrift, mine bedste intentioner;
alting handskes der med, tænkte jeg,
og i morgen er det op at stå på benene, stå og gå og bære dødvægten fra sted til sted,
sætte solen over,
opnå kontakt med universet
og fortsætte ned på vaskeriet.