rakte den til ham.
Niels drak begærligt og rakte koppen tilbage til hende. Uden ord fyldte hun den op igen. Sådan gjorde de fire gange. Så spurgte hun til Arne.
– Han er død.
Moren nikkede. – Jeg vidste det da skabet faldt ned.
Niels fik blanke øjne, og selvom der var mørkt i køkkenet, kunne man godt se det. Så fortalte han om den dag da krigen var forbi og de skulle ud fra fangelejren. De skulle alle sammen løfte armen, og dem der havde SS-mærket tatoveret under armen, de blev skudt.
– Hvorfor blev du ikke skudt?
Niels trak på skuldrene. – Ham der valgte os ud, han så bare på mig og rystede på hovedet. Så gennede han mig videre. Arne stod i en anden række. Ved siden af. Jeg kunne se at han havde gjort i bukserne.
Moren sukkede. – Jeg vidste det. Jeg har altid vidst at det måtte gå sådan med ham. Da han blev født, bed katten sine killinger ihjel.
Albert gøs. – Har Niels også sejrsskjorten? spurgte han moren. – Når han ikke blev skudt.
Hun rystede på hovedet. – Det er dig det hviler på.
Niels var gået næsten hele vejen hjem. Hans fødder var ødelagte, og hans øjne kunne ikke se så godt.
– Det er kulden, sagde han. – Og maden. Der var ikke noget i den.
Moren gav ham en tallerken med flæsk og kartofler, men han kunne ikke engang spise det hele.
– Og hvad har du nu tænkt dig? spurgte faren med flæsk i munden. Fedtet løb ned i den ene mundvig, og Albert prøvede at lade være med at se det. For han vidste godt at man skulle ære sine forældre, også selvom de havde fedt om munden. Faren havde sendt ham i søndagsskole da brødrene var taget af sted. For ligesom at råde bod på det.