På myrens fodsti

Jeg kunne, hvad øjeblik det skulle være, trække en rød kugle op af min lomme og få den til at blive til både to og tre og fire.

idernes morgen var Paradiset skabt,
det er uhyre skade, at det siden gik tabt;
der var træer og grønne grene, der var springvand mellem stene,
og hver morgen opgav Herren, hvad enhver skulle mene.
Cikadernes lyd og bevidstheden om dyd,
den lyse sol og sneglene, som svedte af fryd,
Vorherres egen fejlfri og nænsomme lære,
alt gjorde havens skygger og grønsvær mere kære.
Et skærsommer-eventyr; der var skæbnesvangre dyr
og så har en lille kvinde sat det hele over styr
så ydermer det rygte spredtes ud for fire vinde,
at det Paradis, som spildtes nu må skabes ved en kvinde.
(Sophus Claussen: „Det tabte Paradis“)

Det farligste var pigerne. De var farlige at tale med og farlige at komme i nærheden af. De gjorde en lille og umulig.
Man vidste godt at man ikke var noget, men de forstørrede udueligheden så frygteligt.

Man vidste godt at man ikke var noget, men de forstørrede udueligheden så frygteligt.

Alt deler sig når det kommer udenfor Paradis – Det tabte Paradis kendes på at tingene splittes, som floden, der blev til fire. Tingene spaltes i før og nu, lys og mørke, godt og ondt. Det må have været en stor fordel at Herren hver morgen