Det er begyndelsen på et manifest. Kannibalens manifest. Tupi er en indianerstamme, og dét,“ forklarer Holbrandt, „dét er Shakespeare i ødemarken. Bortset fra at Shakespeare spiste engelsk sauce, mens tupi spiste mennesker.“
„Skriver du på et manifest?“
Holbrandt griner igen. „Nej, det ville være løgn at sige. Det er skrevet af Oswald de Andrade, Brasiliens Shakespeare.“ Han citerer manifestet:
„Det eneste, der har min interesse, er det, som ikke er mit.“ Så ser han mig direkte i øjnene. Hans blik er gravalvorligt. „Det er den vigtigste lov, du må lære at kende, hvis du vil overleve i Brasilien. Kannibalens lov. Alle kæmper for at få det, de ikke har. Begæret er det eneste, du kan være sikker på, det er det, der gør os til mennesker. ’Menneskets lov, kannibalens lov’. Sådan lyder manifestet. Og det er sandheden – det, som forener os, er, at alle mennesker er lige begærlige, begæret gør os lige: kød, blod, hud, hår. Æd eller bliv ædt.“