Vores tid er efter flere iagttageres mening præget af et lykke- og positivitetsimperativ (Davies, 2015), hvorimod sorgen i sagens natur er tung og trist, ude af trit med samfundets krav om at være agil, fleksibel og omstillingsparat. Og vores tid er præget af en nyttetænkning, hvor vi skal “have mest muligt ud af det” (Brinkmann, 2016c), men sorgen er hinsides enhver nyttekalkule. Sorgen handler ikke om at få noget ud af noget eller om at spørge “what’s in it for me?” Sorgen er der bare som en gennemgribende, kropslig båret erkendelse af tab og hjemløs kærlighed.