Som dagene er

Pludselig er det aften, og Boris, morfar, far og Hans går ned til Boris for at se landskamp mod Frankrig, mormor lægger sig lidt, Maja triller en tur med barnevognen for at få baby-pink til at sove.

sommerkjoler eller hvide jeans og tætsiddende bluser, glimtende ure og armbånd, tasker med YSL på. Det er deres fjerde udenlandsrejse. De var i London med Christian og Vibeke for nogle år siden

morfar kan være, og Gitte har lavet bøf med løg, aspargeskartofler og gulerødder. Hun fortæller ham om livet på Strandby, de gamle, deres vrisne dage med tomme øjne, hoveder, der ikke rigtig

Christian ser endelig på ham, bemærker Else Marie, og da de har flyttet sig ind og ud af solen på terrassen, da hun og Vibeke vasker op i det lille køkken, som de aldrig har renoveret, bemærker hun, at Christian ser ud til at have det godt.

Først tredje aften, på dansegulvet i en stor, rå hal, hvor diskokuglen blinker og banker i takt med hjertet og med Kraftwerk og Nina Hagen, råber Lone til Roswitha, at det er slut med Lars.

I køkkenet på Egmont-kollegiet sad de i timevis foran skærmen og så billeder af mennesker på regnvåde gader med bannere, hørte taler om demokrati, om afskaffelse af statslig kontrol, så menneskene på muren den 9. og 10. november og festede hele natten.

Og da han senere kryber ind i underkøjen til hende, og de ligger og kysser, og han med alle sanser mærker, at hun gerne vil have ham, lige så åbent og selvfølgeligt som hun ville op på fjeldtoppen i Allstahaug, da kan han ikke få den op at stå.

Hun tager rattet og nynner den gamle salme på vej videre ned mod Tjøtta. Hans sidder stille og ser skiftevis på udsigten til højre og sin kone til venstre. Han indprenter sig, genkender: hendes hud, det halvlange hår, altid lidt viltert, de skrå øjne, den lille sølvørering med den røde sten, hendes måde at opleve på, så direkte, så personlig.

Han tager hendes hånd, stryger tommeltotten over håndryggen, hun vender ansigtet og smiler, mens øjnene løber over.

lidt, der er sikkert en fin udsigt. De lyner jakkerne, behøver ikke engang at slå hætterne op. De må bøje sig under et hegn og klatre