34
Allie
”Du kan da ikke sige nej til den rolle!” Hannah ser forfærdet på mig, som om det er det mest blasfemiske, hun i sit liv har hørt.
”Hvorfor ikke?”
”Fordi det er en hovedrolle i en sitcom! Hvad nu, hvis serien bliver et kæmpe hit? Du kunne vinde en Emmy!”
Jeg trækker på skuldrene og tager en tår af kaffen. Jeg ved godt, jeg er vanvittig. Tro mig, Ira har allerede hældt sin egen dosis vantro ud over mig tidligere og tryglet mig om at tage rollen. Men når det handler om min karriere, følger jeg altid min mavefornemmelse, og den fortæller mig, at den rolle ikke er noget for mig.
”Jeg har ikke taget min endelige beslutning,” siger jeg til Hannah. ”De har givet mig til på onsdag til at tænke over det.” Det er lørdag aften. Det betyder, at jeg har hele fire dage.
Min mavefornemmelse insisterer på, at der ikke er noget at tænke over.
Jeg er fristet til at ringe til Dean for at spørge ham til råds, men jeg tvinger mig til at lade være. Jeg er så vant til at blande min kæreste ind i mine beslutninger. Det har jeg gjort med Fletch, Sean, Dean. Men der er ikke andre end mig, der kan træffe denne beslutning. Den hænger udelukkende på mig.
Hvis jeg skal være ærlig, så har jeg virkelig nydt at være på egen hånd de sidste par uger. Det er rart kun at skulle tænke på mig selv for en gangs skyld. Men jeg savner Dean. Det gør jeg virkelig. Jeg ved, han har det godt, for jeg har plaget livet af Hannah for at få statusrapporter. Hun siger, at han er begyndt at træne med Hurricanes igen. Han har været på Malone's med drengene et par gange, men har kun drukket et par enkelte øl, så vidt Hannah ved.
Der er ingen billeder af ham på Instagram eller Facebook, hvor han har andre piger kravlende rundt på sig, men en del af mig er stadig bekymret på den konto. Dean er den mest liderlige fyr, jeg nogensinde har mødt. Jeg beder til, at han river den af en del, for jeg ved virkelig ikke, hvad jeg gør, hvis jeg finder ud af, at han har været i seng med en anden. Jeg bragte ikke emnet på banen på Coffee Hut, for jeg gik bare ud fra, at han holdt kalorius i bukserne, mens jeg fik klaret tankerne.
Det var måske selvisk af mig. Men jeg elsker ham, og hvis jeg hører, at et eller andet pigebarn har prøvet at lægge hænderne på ham, så banker jeg livet ud af hende. Han er min. Og jeg er langt om længe klar til at gør krav på ham. Det var godt for mig med noget alenetid, men nu er det tid til at få min mand tilbage.
Det eneste problem? Dean er i New York for at besøge sine forældre og kommer ikke hjem i aften. Hannah nævnte det tidligere, hvilket gjorde mig noget bekymret, for det lyder mærkeligt, at han skulle flyve til New York for en enkelt nat.
Min telefon ringer og afbryder vores kaffesludder, og jeg bliver kun endnu mere bekymret, da jeg ser min fars nummer.
Sekundet senere lyder hans dybe stemme i røret. ”Nu skal du ikke blive bekymret,” lægger han ud med, og åh gud, hvem begynder en telefonsamtale på den måde? Nu er jeg bekymret!
Jeg knalder kaffekruset ned i køkkenbordet og flyver op at stå. Hannah ser forskrækket på mig.
”Hvad er der galt?” forlanger jeg svar på. ”Hvad er der sket? Er du okay?”
”Har jeg ikke lige sagt, at du ikke skal bekymre dig?” Ih altså, nogle gange har jeg lyst til at kværke min far. ”Jeg tog et mindre styrt her til eftermiddag, det er det hele. Men jeg troede, jeg havde brækket armen, så jeg ringede efter en ambulance.”
Frygten pumper rundt i kroppen på mig. ”Åh nej, er du okay?”
”Jeg har det fint,” insisterer han. ”Det er bare et forstuvet håndled. Ingen knuste knogler, det lover jeg.” Et strejf af sarkasme sniger sig ind i hans næste ord. ”Jeg kan bede hospitalet sende dig kopier af mine røntgenbilleder, hvis du gerne vil have det.”
Jeg bider tænderne sammen. ”Vær ikke sådan en skiderik, far.”
Han sukker tungt i mit øre. ”Undskyld. Jeg vidste bare, at du ville overreagere, når jeg fortalte dig det. Jeg lover dig, skat, jeg har det fint. Mit håndled er lidt ømt, men jeg har mine piller.”
”Hvordan kom du hjem fra hospitalet?”
”Med taxa. Og nu ligger jeg på sofaen og ser Hawkeyes-kampen.”
Jeg tager en dyb, beroligende indånding. ”Okay, far. Bliv der, og lad være med at bære noget tungt, okay? Bare tag den med ro et par dage, vil du ikke nok, far?”
”Det lover jeg. Jeg elsker dig, AJ.”
”Jeg elsker også dig.” Jeg lægger på og vender mig mod Hannah, der straks spørger: ”Er din far okay?”
Jeg nikker. ”Det siger han.” Men far er gammel ishockeyspiller. Ishockeyspillere siger altid, at der ikke er noget galt, om de så bløder ud af ørerne og spytter tænder ud for fødderne af dig.
Jeg tager endnu en dyb indånding. Så trykker jeg Deans nummer frem.
Dean
Joe Hayes åbner døren med den største, ondeste skulen, jeg i mit liv har set på et andet menneskeligt hankønsvæsen.
”Det er simpelthen løgn, det her. Hun har sendt dig over for at tjekke op på mig?”
Jeg rører forsigtigt hans skulder for at flytte ham, så jeg kan komme forbi. Han har helt sikkert ikke tænkt sig at invitere mig indenfor. ”Jep,” bekræfter jeg og går ind og ser mig omkring.
Heldigvis ser alting ud til at være i skønneste orden. Jeg kigger på trappen – Allie fortalte mig i telefonen, at Joe havde haft et ’styrt’. Der er ikke noget blod at se på gulvet og ingen knækkede gulvbrædder. Så langt, så godt. Og der er heller ikke nogen synlige skader eller blå mærker. Han bruger stokken, men han ser ud til at være mere sikker på benene end sidst, jeg så ham.
”Sig ikke, at du hoppede om bord på et fly og fløj hele vejen hertil bare for at kaste et blik på mig?” mumler han.
”Nej. Jeg var allerede i byen for at besøge mine forældre og brødre.”
Mr. Hayes sætter sig ned på sofaen og fortsætter med at ignorere mig.
Jeg tager jakken af og draperer den henover lænestolen. Så sætter jeg mig ned.
”Hvad laver du?” gør han.
”Gør mig det behageligt.” Jeg hæver et øjenbryn. ”Nå, nævnte jeg ikke det? Jeg bliver her natten over.”
”Nej, det gør du fandeme ikke!”
Hans harme får mig til at smågrine. ”Ærligt talt, sir. Jeg troede, vi allerede havde fastslået, at det er formålsløst at diskutere med Deres datter. Hun har bedt mig blive natten over og holde øje med Dem, så det er, hvad jeg gør.” For jeg vil gøre alt, den kvinde beder mig om. Jeg ville sælge min sjæl til selveste djævelen, hvis Allie bad mig gøre det.
”Jeg bryder mig sgu ikke om det her,” brummer mr. Hayes.
”Jeg er ligeglad,” svarer jeg muntert.
Og sådan ender jeg med at sidde og se collegefootball med Joe Hayes den næste time. Klokken er næsten 21, og min mave rumler. Jeg har ikke fået aftensmad, og mr. Hayes protesterer ikke, da jeg bestiller pizza. ”Er pølse og bacon okay?” spørger jeg, da jeg bestiller.
Han grynter. Det tager jeg som et ja.
Der går en time mere. Vi taler ikke med hinanden. Vi kører pizza ned, drikker øl og slår fra football over til ishockey. Hver gang vi råber af skærmen eller jubler over et mål, skæver vi efterfølgende vagtsomt til hinanden, som kommer vi pludselig i tanke om, hvem vi er sammen med.
Mellem anden og tredje periode sætter jeg min øl ned og siger: ”Jeg elsker Deres datter, sir.”
Og han svarer: ”Det ved jeg, du gør, pretty boy.”
Jeg ved ikke, om det er en accept, eller om det er et ’jah, du elsker hende, men jeg hader stadig dig’. Jeg beslutter at opfatte det som det første.
Ved 23-tiden hjælper jeg ham ovenpå og venter ude foran hans soveværelsesdør og lytter, mens han går rundt og gør sig klar til at gå i seng. Så banker jeg på døren. ”Er alt okay derinde?” råber jeg gennem døren.
”Alt er fucking fint. Gå i seng.”
Jeg smågriner for mig selv og smutter ind på Allies barneværelse, hvor Joe sagde, jeg kunne sove natten over. Det første, jeg bemærker? Duften. Hold nu kæft, det er duften. Den mystiske duft, der altid omgiver Allie, og som jeg ikke kan placere.
Jeg går hen til hendes kommode og tager en lille parfumeflakon op i hænderne. Eller, jeg tror i hvert fald, det er parfume. Etiketten er lyseblå, og der står Allie med smukt svungen skrift. Hvad fanden?
”Eva fik den lavet til hende.”
Jeg farer forskrækket sammen og snurrer rundt. Mr. Hayes står i døråbningen kun iført boxershorts. Jeg kan ikke lade være med at glane på hans bryst. Fyren er i slutningen af 40’erne og lider af MS, og så har han en sixpack, der siger spar to. Jeg er imponeret. Det forklarer vel, hvordan han scorede Allies rygende hotte modelmor. Shit, det slår mig pludselig, at hvis det her er, hvordan Allies far ser ud nu, så har hun forventninger. Jeg kan se frem til at træne vægte resten af mit liv.
Ved synet af mit fuldstændigt blanke udtryk vifter han i retning af parfumeflasken i min hånd. ”Min hustru … AJ’s mor … Hun havde en ven i Frankrig, den her fimsede, fisefornemme modeskaber hun arbejdede med på et tidspunkt. Han kendte en parfumefabrikant – er det det, man kalder dem? Parfumefabrikanter?”
”Jeg har ingen anelse, sir.”
”Nå, men Evas ven gav hende en parfume et år, en duft, der var lavet specielt til Eva. AJ var grøn af misundelse, så til hendes 12-års fødselsdag fortalte Eva hende, at hun ville få lavet en særlig parfume til hende. Min kone var syg på det tidspunkt, virkelig syg, så hun gjorde alt, der stod i hendes magt, for at gøre AJ glad. Hun spurgte AJ, hvilken duft hun ville have, og AJ sagde …” Han fnyser i morskab ”… jordbær og roser.”
Jeg ler også, for nu giver det fuldstændig mening, hvorfor jeg aldrig har kunnet regne det ud. Roser og jordbær. To vidt forskellige dufte, men alligevel fungerer det på en eller anden måde, når de blandes. De er Allie.
”Hun fik lavet seks flasker. Jeg tror måske, hun har tre tilbage? Jeg er ikke sikker. Hun er meget nærig med det stads. Vil vel ikke have, hun løber tør, tror jeg.”
”Så Allie har en fransk parfume, der er skabt specielt til hende? Det er da ret badass.”
Han trækker på skuldrene. ”Eva tilbragte lang tid i Frankrig. Talte også flydende fransk. Hun har altid ønsket, at AJ lærte sproget, men AJ var ikke interesseret.”
Mit hjerte knuger sig sammen. ”Hun vil gerne lære det nu.”
Han ser overrasket på mig. ”Ja?”
Jeg nikker. ”Hun prøver at lære sig selv det ved at se en fransk soap.”
Mr. Hayes griner.
”Jeg har set de to første sæsoner sammen med hende.” Jeg sukker tungt. ”Den er ikke så skidt endda.”
Den indkasserer mig et rungende latterbrøl. Det kommer helt nede fra hans hals af og lyser de blå øjne op. ”Du er nu heller ikke så skidt endda, pretty boy,” siger han og går ud af værelset igen.
Allie
Jeg venter på Dean inde på hans værelse, da han kommer hjem søndag aften. Jeg ville have hentet ham i lufthavnen, men han havde ladet bilen stå på korttidsparkeringen, så han kører selv hjem fra Boston.
De grønne øjne mildnes, da han ser mig. ”Hej.”
”Hej.” Jeg rejser mig hurtigt, men ingen af os rører os ud af stedet. Vi står halvanden meter fra hinanden.
Afstanden er ubærlig.
Med en halvkvalt lyd kaster jeg mig i armene på ham, og han fanger mig. De store hænder finder vejen til min talje og trækker mig tæt ind til sig. Jeg begraver mit ansigt mod hans bryst. ”Tak, fordi du tjekkede, om han var okay,” hvisker jeg.
”Velbekomme.” Jeg mærker hans fingre løbe gennem mit hår. Han løfter mit ansigt og tvinger mig til at se på ham. ”Han har det fint, skat. Det lover jeg. Jeg tror, han tilkaldte ambulancen for en sikkerheds skyld. Hans håndled er lidt ømt, men det er det hele. Han har det virkelig okay.”
Jeg har allerede hørt alt dette i telefonen, både fra ham og fra min far. Men jeg har brug for at se det med sikkerhed i Deans øjne. Jeg holder fast om ham, mens lettelsen strømmer gennem mig.
Hans læber strejfer mine tindinger. Så inhalerer han dybt, som om han lugter til mit hår. ”Jeg har savnet dig,” mumler han.
”Jeg har også savnet dig.” Jeg synker, lirker mig ud af hans omfavnelse og møder hans blik. ”Jeg har ikke brug for mere tid for mig selv.”
Et langsomt smil kurver hans læbe. ”Tak fuck.” Han dumper sig ned på kanten af sengen og trækker mig ned på sit skød. ”Jeg har været ved at blive vanvittig de her sidste uger uden dig.”
”Det ved jeg. Men det har været godt for mig. Jeg havde brug for at se godt og grundigt på mit liv og på mig selv, bare mig, og ikke det ’mig’, der altid er i et forhold. Jeg havde brug for at vide, at jeg kunne være alene.”
”Og kan du det?!
”Ja.” Jeg skraber fingrene hen over de mørkeblonde stubbe på hans filmstjernekæbe. ”Men jeg har ikke lyst til at være alene. Jeg har lyst til at være sammen med dig.”
Han kysser mig. Blidt og sødt, uden tunge. Bare hans læber, der strejfer hen over mine, om og om igen, til jeg klynker efter mere. Netop som jeg adskiller mine læber for at invitere hans tunge indenfor, trækker han sig væk.