Bogen bidrager til en afklaring af velfærdsbegrebet. Velfærd er et nøglebegreb i politiske og videnskabelige debatter om velfærdssamfundets udfordringer og indretning.
'Velfærd' forbindes ofte med forestillinger om det gode liv eller det gode samfund og er et positivt ladet begreb. Alle ønsker, at velfærden i Danmark fremtidssikres. Enigheden er dog næppe så stor, når det kommer til, hvad det mere præcist går ud på.
Velfærdsbegrebet har mange betydninger. Det er derfor et åbent spørgsmål, om forskellige aktører deler grundforståelse, når de hver fra deres position anvender eller forsøger at erobre det.
Bogen giver svar på følgende spørgsmål: Hvad er velfærd? Hvilken betydning spiller velfærdsbegrebet for menneskers forestillinger om samfundet? Hvorledes er begrebets betydninger koblet til forskellige kundskabsteoretiske traditioner og discipliner, f.eks. sociologien, politologien, økonomien og arkitekturen? Hvordan kan det måles? Hvordan er forskellige velfærds— og retfærdighedsprincipper institutionaliseret? Hvorledes varierer begrebet med forskelligheder såsom køn, klasse m.v.?
Bogen er skrevet til alle, som mangler et kompas, når de forsøger at orientere sig i debatterne om velfærdssamfundets udfordringer og idegrundlag.
Forfatterne er: Jørgen Goul Andersen, Jens Bonke, Anette Borchorst, Erik Jørgen Hansen, Lisbeth Haastrup, Lotte Holm, Helge Hvid, Flemming Ibsen, Per H. Jensen, Unni Kjærnes, Jørgen Elm Larsen, Henrik Lolle, Tom Nielsen, Birte Siim og Lars Torpe.