Lidt som efter et godt knald, hvis hun da ellers kunne huske, hvordan det føltes. Ikke siden Jan … Jo, en enkelt gang efter, men den fiasko talte ikke rigtig med. Da hun passerede McDonald’s, overvejede hun kort at køre derind. Hendes krop skreg efter burger, fritter og en jordbærmilkshake til at skylle det hele ned med.
Men hun vidste også, at hun ville fortryde bagefter, og modstod fristelsen. I stedet så hun frem til at synke ned i det karbad, hendes spartanske lejlighed trods alt var udstyret med. Karbad, chardonnay, og hvad køleskabet nu gemte. Mobiltelefonen ringede. Maja skævede over på passagersædet, hvor den lå og lyste. Hun løftede den halvt op for at se nummeret. Hun lod den ringe, som hun havde gjort det den foregående dag og dagen inden da.
Efter ti minutters kørsel drejede hun op ad Losgata. Selv om det for længst var blevet mørkt, legede ungerne stadigvæk ude. Da hun passerede Jo Lilleengens hus, var et par af dem i færd med at vikle hinanden ind i politiets gule afspærringstape. En lyshåret dreng kiggede efter Maja. Idet hun passerede, hævede han grinende pegefingeren og skød efter hende.
Maja rullede op foran sit hus og steg ud af Mercedesen. Det slog hende, at hun havde glemt at tage regnskabet til kommunekontoret med sig hjem. Datoen for indlevering af fakturaerne på de patienter, som var dækket af Sygesikringen, var for længst overskredet. Blev det ikke ordnet i aften, ville kommunen først sende hende en check engang i næste måned. Og hvem vidste, hvor hun var på det tidspunkt?