»Du kan slet ikke tillade dig at sige, at jeg skal gå i seng med nogen som helst,« sagde Graham og rejste sig fra sin stol.
»Det var ikke sådan ment. Jeg mente bare ... Jamen kan du da i det mindste ikke bare prøve?«
Graham gik hen til det lillebitte vindue bagest i traileren, hvorfra der var udsigt over settet. Kameraerne var allerede stillet op, og instruktøren – en ung fyr ved navn Mick, som lige havde lavet en indiefilm, der var blevet en publikumsfavorit og havde forbløffet alle ved at indkassere en oscarnominering – travede frem og tilbage med en hel horde af produktionsassistenter i hælene.