fragmenteringens niveau rekonstruerede man et andet niveau. Rekonstruktionen kan kun forstås gennem en sammenligning, der endda ikke er særlig præcis, selv om den kan give en idé. Man kan forestille sig en genial politimand, der gennemgår sin efterforskning for den døde kvindes mand: enkemanden. Med sine skarpsindige slutninger har han kunnet „rekonstruere“, netop hvordan mordet fandt sted; det eneste, han mangler, er morderens identitet, men i øvrigt har han på næsten magisk vis ramt plet, hvad angår forløbet, som havde han set det med sine egne øjne. Og den anden, enkemanden, der i virkeligheden er morderen, må indrømme, at politimanden er genial, og det må han, fordi det virkelig skete, som denne siger; men skønt han selv overværede, hvad der skete, da han ud over at være gerningsmanden er det eneste overlevende øjenvidne, kan han alligevel ikke identificere det, der skete, med det, politimanden fortæller ham, ikke fordi der er fejl, de være sig store eller små, og heller ikke misforståede detaljer, men bare fordi det ikke har det mindste med sagen at gøre; der er en afgrund mellem den ene historie og den anden, eller mellem en historie og manglen på historie, mellem det levede og det rekonstruerede (selv hvis rekonstruktionen er udført perfekt), så han kan ganske enkelt ikke se nogen forbindelse mellem de to historier; hermed overbeviser han sig selv om, at han er uskyldig, og at han ikke dræbte hende.