Første gang jeg mødte Tore, tænkte jeg, at han havde pænt hår. Han sad og læste Politiken ude i køkkenet. Min mor havde lige tændt for kaffemaskinen og var gået ned efter kage i Lagkagehuset. Hun syntes, at det var mig, der skulle lave kaffen.
Tore sagde hej. Han havde hørt meget om mig.
Det var ikke, fordi jeg ikke havde hørt om ham, sagde jeg.
»Nå, nå,« sagde Tore og lagde avisen fra sig.
Jeg spurgte ham, hvilket mønster han ville have i sin kaffe.
Han spurgte, hvad jeg kunne lave.
»Alt,« svarede jeg. Det var ikke sandt. Jeg kunne lave et hjerte og et blad og nogle gange en svane.
Tore sagde, at så ville han gerne have en pingvin.
»Kan du godt lide pingviner?« spurgte jeg, da jeg igen kunne høre ham for lyden af mælkesteameren.
»Ja,« sagde Tore. »Det er et af de få dyr, som bliver sammen med deres mage hele livet.«
»Wow,« sagde jeg. Hele livet lød som længe.
Jeg prøvede at lave en pingvin i mælken. To hvide pletter, en som hoved, en som krop. Med en tandstik forsøgte jeg at forme et næb, øjne og omridset af vinger.
»Værsgo,« sagde jeg til Tore og gav ham kaffen. »Jeg ved godt, at det ikke ligner en pingvin. Men med lidt fantasi gør det måske alligevel.«
Tore grinte og kaldte på min mor, som netop var kommet tilbage. Han syntes, den var perfe